Sagen vedrører Arla Foods overtagelse af aktiviteterne under Karolines Køkken samt en række tilknyttede vare- og fællesmærker (Karoline-mærkerne) fra Mejeriforeningen. Overdragelserne var omfattet af fusionskontrolreglerne i konkurrencelovens § 12, jf. § 12, stk. 2. De aktiviteter, der blev overdraget, omfattede testkøkkenaktiviteter og udgivelse af en kogebogsserie. Dertil kom en række danske og udenlandske mærker, som omfattede ordet – Karoline. Dette drejede sig navnlig om aktiviteter i Danmark på markederne for fløde, syrnede produkter (creme fraiche), specialost (revet ost, fetaost og hytteret), sovs og supper. Styrelsen fandt, at Arla Foods besad en dominerende stilling på de danske markeder for fx fløde, syrnede produkter, fetaost. En dominans som blev styrket ved overtagelsen af enekontrollen af mærkerne. De danske markeder for bl.a. fløde og syrnede produkter var vanskeligt tilgængelige bl.a. på grund af forbrugerpræferencer, og på den baggrund kunne der være risiko for at Arla Foods overtagelse af et vigtigt mærke ville skabe konkurrenceproblemer for nye virksomheder, som tidligere havde lige adgang til at benytte Karoline-mærket. Styrelsens undersøgelser viste imidlertid, at dette ikke var tilfældet. Styrelsen vurderede således, at overtagelsen ikke skabte væsentlige konkurrenceproblemer, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 2.