På baggrund af en klage fra en brancheorganisation fandt Konkurrencestyrelsen, at Århus Amt havde ydet ulovlig støtte omfattet af konkurrenceloven § 11a. Amtet havde for amtets regning ved influenzakampagnen i 2003 udsendt breve på vegne af borgernes egne praktiserende læger med informationer om influenzavaccinationer, hvorfor der var sket en forvridning i forhold til private vaccinationsklinikker. Selvom indsatsen mod influenza almindeligvis falder ind under kommunalfuldmagtens almennyttige kriterier, mente styrelsen, at det var ulovlig støtte, på baggrund af, at Statsamtet Århus ikke havde fundet det sandsynligt, at en høj vaccinationsprocent ikke kunne have været opnået med en mere neutral oplysningskampagne. Da influenzakampagner er vedvarende, indskærpede Konkurrencestyrelsen over for Århus Amt, at ved kommende influenzakampagner skulle de tilrettelægges på en sådan måde, at der også blev taget hensyn til de generelle principper om ligebehandling og ikke-diskrimination. Styrelsen påpegede, at det ikke betød, at personlige invitationer til ældre borgere var forbudt, men kun den konkrete metode, amtet i denne sag havde anvendt.