Efter anmodning fra Konkurrencerådet, havde styrelsen udarbejdet et generelt notat om principperne for prisfastsættelsen i forsyningsmonopoler. Infrastrukturdelen af forsyningsmonopoler er som hovedregel naturlige monopoler, dvs. at én virksomhed producerer mere effektivt end to eller flere virksomheder. Infrastrukturdelen kan derfor ikke liberaliseres, og priserne for brugen af (adgangen til) infrastrukturen må reguleres. Derimod kan ydelserne ved brugen af infrastrukturen, fx jernbanegodstransport, samt vedligeholdelse af infrastrukturen konkurrenceudsættes. En hensigtsmæssig regulering af det naturlige monopol skal ske ud fra nogle principper, der i størst mulig omfang lever op til konkurrencelovens intentioner om en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer på både kort og lang sigt. I notatet peges på to overordnede hensyn, som reguleringen bør sikre: (1) Virksomheden skal have et incitament til en effektiv ressourceanvendelse herunder til, at den eksisterende infrastruktur udnyttes bedst muligt. (2) Virksomheden skal i de tilfælde, hvor infrastrukturen ikke er fuldt udbygget have et incitament til investeringer i innovationer og udbygninger af kapitalapparatet. På denne baggrund foretages en vurdering og anbefaling af principper, som bør lægges til grund for prisfastsættelsen i forsyningsmonopoler.

I forbindelse med vedtagelsen af konkurrenceloven var der givet særlige bestemmelser om aftaler, indgået inden lovens ikræfttædelse, dvs. 1/1-1998. En særlig frist frem til den 1. juli 1998 var endvidere optaget jf. hvilken aftaler, der mentes omfattet heraf, skulle anmeldes til konkurrencestyrelsen. Konkurrencestyrelsen oplyste i forbindelse hermed, at have modtaget 845 anmeldelser indeholdende 1070 aftaler, hvilket dikteret en prioritering af aftalerne og en vis forsinkelse inden disse var behandlet. I notatet opstilles nogle principper for hvordan denne prioritering vil ske.

Konkurrencerådet fandt en række bestemmelser i nogler aftaler mellem MD Foods amba og Kløver Mælk A.m.b.a. problematiske. Bestemmelserne vedrørte bl.a. eksklusiv købs- og leveringspligt og ensartning af deres andelshaveres betalingsforhold. Konkurrencerådet påbud de problematiske aftaler ophævet, idet nogle kunne opnå individuel fritagelse. Sagen blev indbragt for Konkurrenceankenævnet. Dels med påstand om underkendelse og dels påstand om frist forlængelse i forhold til opfyldelse af påbudet. Konkurrenceankenævnet stadfæstede Konkurrencerådets afslag af 7. oktober 1998 på fristforlængelse, men endte med at hjemviste sagen til fortsat behandling i Konkurrencerådet. Specifikt mhp. stillingtagen til, om aftalekomplekset som helhed var omfattet af § 6, stk. 1, og der i givet fald skulle meddeles fritagelse efter § 8, stk. 1, og, hvis for hvilket tidsrum og på hvilke vilkår, eller om skulle meddeles påbud for hele aftalekomplekset eller dele heraf.

MD Foods har med en markedsandel på ca. 60% en dominerende stilling på markedet for engros-salg af tungvarer til det danske marked. Selskabets ændringer af listepriser er hidtil fulgt umiddelbart af de øvrige udbydere, herunder Kløver Mælk. Kløver Mælk har en markedsandel på ca. 40%, og selskabets stilling på markedet underbygges af aftalerne med MD Foods og aftaler med forhand-lerleddet mv. Derved kan det gøres gældende, at Kløver Mælk opfylder kravet til dominans i konkurrenceloven. På den baggrund skulle rådet tage stilling til om MD Foods og Kløver Mælks gældende priser for tungvarer skulle anses for misbrug af en dominerende stilling, jf. konkurrenceloven § 11, og om der i den forbindelse var anledning til at påbyde selskaberne at nedsætte priserne, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 3, jf. § 16, stk. 1 og 2. Rådet fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag til at anse MD Foods og Kløver Mælks priser for tungvarer til det danske marked for misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, og der var derfor ikke anledning til at påbyde mejerierne at nedsætte priserne.

Konkurrencerådet fandt, at Kølerbranchens Miljøordnings vedtægter og regelsæt ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9, da de indeholdte elementer, der var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, herunder en godkendelsesordning og eksklusivitet og betaling af tillæg. Dog fandt rådet, at der kunne gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, idet aftalen sikrede at kølemidlerne blev afskaffet på en korrekt miljømæssig måde.

Efter forhandlinger med Konkurrencestyrelsen valgte en større EDB-virksomhed at ændre adfærd og give brugerne af et skemalægningsprogram adgang til selskabets snitflademodul uden særskilt betaling herfor. Dette var nødvendigt for at sikre interoperabilitet med andre programmer. Styrelsen forfulgte ikke sagen yderligere.

Konkurrencerådet fandt ikke, at en aftale mellem Kommunedata (KMD) og Københavnskommune (KK) om salg af KK's IT-afdeling til KMD samt outsourcing til KMD var omfattet af forbuddet i KL § 6 og ej heller var udtryk for misbrug af KMD's dominerende stilling. Outsourcing aftale indeholdte både en 4-årig uopsigelighedsperiode samt en mindstekøbsklausul.

Konkurrencestyrelsen meddelte Tåstrup Produktforretning (TP), at styrelsen ikke havde fundet anledning til at viderebehandle en klage fra TP vedrørrende afslag fra tre kommuner til at foretage tøjindsamling. I Svendborg Kommune havde som følge af miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 4, kompetence til at afvise opsætning af containere, dog var der givet tilladelse til andre hjælpeorganisationer, hvorfor styrelsen havde indskærpet overfor kommunen, at tilladelser skulle udstedet på ens rimelige og saglige kriterier. I Bramming og Brædstrup kommuner blev det oplyst, at det var tilladt at opsætte containere på private arealer som andre hjælpeorganisationer.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at der var tale om prisdiskriminering ved, at den klagende virksomhed skulle betale 12-14% mere for de samme vare end sine konkurrenter. Prisforskellen skulle findes i, at den klagende virksomhed afgav mindre ordre ad hoc, hvor de konkurrende virksomheder afgav rammeordre, hvor der blev indkøbt ½-1 år forbrug af vare, hvorfor de administrative omkonstinger var lavere. Der var derfor intet til hindre for, at den klagende virksomhed kunne opnå samme rabat som de andre, såfremt den klagende virksomhed afgav større rammeordre.

Ved brev af 4. maj 1998 havde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmodet Konkurrencerådet om kommentarer til en lovændring af lov om omsætning af fast ejendom. Rådet påpegede, at lov om omsætning af fast ejendom var en forbrugerbeskyttelseslov, hvorfor formålet med de fleste af de foreslået bestemmelser var at øge forbrugerne gennemsigtighed omkring de enkelte faser i en ejendomshandel, hvilket bl.a. omfattede flere oplysninger fx i annoncer og i forhold til honorar. Derudover påpeget Rådet, at det var uklart i lovforslaget om en ejendomsmægler kunne undlade at annoncere en ejendom online.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at en anmeldt aftale mellem Den Danske Dyrelægeforening og Storstrøms Hesteforsikring faldt ind under forbuddet i KL § 6. Sagen vedrørte en aftale mellem Den Danske Dyrlægeforening og Storstrøms Hesteforsikring, der fastlægger det honorar, Storstrøms Hesteforsikring skulle betale for dyrlægeundersøgelser af heste, der ønskes forsikret i selskabet. Storstrøms Hesteforsikringbetaler – i modsætning til tidligere – for undersøgelsen og betragter udgiften hertil for en markedsføringsomkostning.

Konkurrencestyrelsen afviste at gribe ind overfor DBU's Initaitivfond, på baggrund af en klage fra Allers Forlag, med påstand om, at Aller allerede havde erhvervet de rettigheder Initiativforden på spillernes vegne senere solgte til selskabet Panini. Styrelsen mente ikke, at KL § 6 gav mulighed for at gribe ind i den pågældende aftale.

Konkurrencestyrelsen fandt efter en samlet bedømmelse ikke, at der var grundlag for at foretage sig yderligere i henhold til en klage over Vejle Amt i forbindelse med udlevering af vederlagsfrit medicin fra amtets sygehus. Ordningen klagen omhandlede var omfattet af en midlertidig løsning, idet den medicinske behandling af en begrænset patientgruppe var blevet mere flydende grundet den teknologiske udvikling. Det var derfor svært at bedømme hvornår patienterne var omfattet af sygehusbehandlingen og indtil området var afklaret, var den indklagede ordning iværksat.

Konkurrencerådet fandt ikke, at en aftale mellem BRFkredit, Realkredit Danmark og Nykredit omhandlende den prioritetsmæssige fordeling af reservefondslån var omfattet af forbuddet i KL § 6, hvorfor der kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Lånetypen kunne ikke længere gives, og det var forventet at de sidste lån af den type aftalen omhandlede, ville være afviklet inden for 2-3 år.

Konkurrencerådet meddelte Totalkredit Realkreditfond, at dennes standardaftaler med 68 mindre og mellemstore pengeinstitutter ikke var omfattet af forbuddet i KL § 6, og derfor kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Rådet fandt, at aftalerne var en nødvendighed for at kunne konkurrere på realkreditmarkedet. Aftalerne indeholdte hverken ekslusivtetbestemmelser eller mestbegunstigelsesklausuler, ligesom pengeinstitutterne gerne måtte indgå aftaler med andre realkreditudstederer.

I regi af Dansk ErhvervsOptik var der indgået en rammeaftale for medlemmernes leveringer til det offentlige i konkurrence med den største aktør, kapitalkæden Synoptik.

Rammeaftalerne indgås på medlemmernes vegne med større, offentlige og private virksomheder, og de medlemmer, der ønsker at være omfattet af aftalerne, forpligter sig til at foretage den ødvendige synsprøver og til at levere visse standardkvaliteter inden for brillestel og -glas tilnærmere fastsatte maksimumpriser.

Rammeaftalerne indebar et horisontalt prissamarbejde, hvor foreningen indgiver samlet tilbudpå medlemmernes vegne om levering til en bestemt maksimumpris. Rammeaftalerne var derfor konkurrencebegrænsnede, men dog berettiget til en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1. Som begrundelse henviste rådet til at rammeaftalen gav mulighed for, at foreningens medlemmer ville kunne byde på større opgaver som de ikke individuelt selv ville kunne løse. Dermed kunne de kunne de konkurrere med den eneste landsdækkende optikerkæde.

Konkurrencestyrelse fandt ikke, at der forelå en konkurrencebegrænsende adfærd fra Pradan Autoimport A/S' side i henhold til at skulle have hindret forhandlere i at købe paralletimporterede reservedele fra klager. Styrelsen afviste sagen, idet klageren ikke havde kunne fremlægge dokumentation for den påståede adfærd. Konkurrenceankenævnet ophævede Konkurrencerådets afgørelse af 28. maj 1998 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Konkurrenceankenævnet fandt, at rådets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag. Konkurrencerådet genbehandlet herefter sagen i 2000 (21/6-2000) og nået nu frem til at adfærden var uforenelig med konkurrencelovens § 11.

Ved anmodning fra om en fritagelse fra KL § 6 efter KL § 8, stk. 1, af et opsigelsesvarsel på to år til udløbet af et regnskabsår, meddelte Konkurrencerådet at en sådan fritagelse ikke kunne gives, idet Samkøb havde en stabil medlemskreds, og et længere opsigelsesvarsel derfor ikke var nødvendigt.

Konkurrencerådet fandt ikke, at en service provision-aftale mellem Sonofon A/S og Debitel Danmark A/S kunne gives en individuel fritagelse fra forbuddet i KL § 6 efter KL § 8, stk. 1. Rådet fandt ikke, at bestemmelserne om uopsigelighed eller mindstekøb af en vis andel af det forrige års indkøb kunne begrundes med, at det var for at sikre Sonofons investering. Samlet fandt Rådet derfor at der var risiko for en markedsafskærmning overfor andre netværksoperatører.

I forbindelse med ikraftrædelse af Konkurrenceloven lavede KFST en række vejlendinger, herunder en om konkurrencelovens § 11 og forbuddet mod misbrug af dominerende stilling heri. I vejledningen beskriver styrelsen, hvordan den anskuer en række forhold.