Konkurrencestyreslen meddelte Telestyrelsen, at den fremsendte aftale mellem Sonofon og NESA om adgang til datatransmissionsforbindelser var inden for de rammer Konkurrencerådet tidligere havde vedtaget for samtrafikaftaler, såfremt Telestyrelsen fandt at aftalen faldt under samtrafikloven. Såfremt Telestyrelsen ikke fandt at aftalen faldt under samtrafikloven, ville aftalen være omfattet konkurrenceloven herunder forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Konkurrencerådet fandt at en bestemmelsen i Søllerøds kommunes udlejningsaftaler, der forbød servering af alkohol på ejendomme, var konkurrencebegrænsende. Konkurrenceankenævnet underkendte dette ved kendelse af 29/9-98, idet ankenævnet ikke mente at vilkåret kunne påvirke konkurrence mærkbart negativt. Ankenævnets kendelse ser ud til at være den første danske afgørelse, der kvalificer kravet om at konkurrencen skal påvirkes negativt førend der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne.

Konkurrencerådet fandt, at VVS-grossisterne Sanistål A/S og Brdr. Dahl A/S misbrugte deres dominerende stilling efter KL § 11 ved udelukkende at ville handle med autoriserede vvs-installatører. Sagen var kommet i stand som følge af en klage fra et byggefirma, som blev nægtet at købe varer af de to grossister. Virksomhederne udtalte, at deres kundegruppe, autoriserede vvs-installatører, var i direkte konkurrence med andre på de arbejdsområder, der ikke krævede autorisation, og for ikke at skade deres forhold til deres primære kundegruppe, som havde ytret utilfredshed med, at virksomhederne havde handlet med andre end autoriserede vvs-installatører, nægtede de at sælge til andre end autoriserede vvs-installatører. Konkurrencerådet påbød de to vvs-grossister at ophæve leveresnægtelsen til andre end autoriserede vvs-installatører.

Konkurrencestyrelsen fandt, at tilbud om PC- og internetadgang i den kommunale fritids- og ungdomsklub faldt ind under de forpligtelser kommunen havde som følge af bistandslovens § 73 a, stk. 1. Styrelsen havde blandt andet lagt vægt på de socialpolitiske og fordelingspolitiske hensyn ved afgørelsen. Endvidere havde styrelsen også fundet, at den konkurrenceforvridende virkning tilbuddet medførte i det konkrete eksempel ikke var væsentlig.

Konkurrencerådet fandt ikke, at den liste udsendt af Gulvbranchens Vådrumskontrol over hvilke vådrumsbelægninger brugt af foreningens leverandørmedlemmer, kunne anses for at konkurrenceforvridende i form af at arkitekter og bygherrer ville blive bragt i den opfattelse, at såfremt produktet ikke var optaget på listen, at produktet derfor ikke opfyldte gældende kvalitetskrav.

I forbindelse med ikraftrædelsen af konkurrenceloven udarbejdet konkurrencestyrelsen en vejledning om konkurrenceloven og den offentlige sektor.

Konkurrencestyrelsen tilkendegav overfor Telestyrelsen, at den fremsendte aftale om samtrafik lå inde for rammerne af de principper for samtrafikaftaler, der tidligere var blevet vedtaget af Konkurrencerådet.

På baggrund af en henvendelse fra Fjernbusforeningen meddelte Konkurrecestyrelsen overfor foreningen, at der ikke ud fra momsmæssig hensendende var forskelsbehandling ved overførelse af passagerer med tog eller bus på den faste Storebæltsforbindelse, da adgangen til forbindelsen var momspligtig, uanset hvem aftageren var.

På baggrund af en klage fra en privat virksomhed, fandt Konkurrencestyrelsen at en særaftale mellem Odense Kommune og Kolding Kommune vedrørende tilladelse til deponering af bil-schredderaffald for en enkelt virksomhed kunne være konkurrenceforvridende. Dog fandt styrelsen at der ikke var grundlag for at forfølge sagen yderligere, da aftalen var tidsbegrænset og aftalen var indgået med henblik på at afhjælpe et presserende miljøproblem.

Samtrafikaftaler er reguleret i henhold til telelovenlov, I følge den daværende udformning heraf skulle Konkurrencerådet overfor Telestyrelsen afgive en bindende udtalelse om, hvorvidt samtrafikaftaler indeholder vilkår, der udgjorde en overtrædelse af konkurrenceloven. Udtalelsen skal omfatte aftalevilkårene og ikke eksempelvis de aftalte priser, som er under Telestyrelsens kompetence i henhold til sektorspecifik lovgivning. Hidtidige aftaler havde alle haft Tele Danmark som den ene part og indeholdt bestemmelser om minimumskøb. Krav om minimumskøb kunne begrænse konkurrencen og skabe adgangsbarrierer til markedet. Sådanne vilkår kunne derfor konflikte med konkurrencelovens §§ 6 eller 11. Konkurrencerådet vedtog derfor et notat, der sammenfattet principperne for den fremtidige bedømmelse af samtrafikaftaler.

Konkurrencerådet fandt, at Matas A/S' vedtægtbestemmelser om optagelse af nye butikker i kædesamarbejdet, faldt ind under gruppefritagelsen for kædesamarbejde i detailhandlen.

Ifølge vedtægterne kunne Matas afslå ansøgning om nye butikker, hvis 1) områdets kundegrundlag ikke skønnes at være tilstrækkeligt, 2) områdets Matas-omsætning dækkes effektivt af de eksisterende Matas-forhandlere eller 3) etableringen måtte anses at skade Matas-kædens image.

En række spørgsmål blev indbragt for Konkurrenceankenævnet. Det første vedrørte adgangen til aktindsigt for en klager. Her fandt ankenævnet at der skulle indrømmes aktindsigt i den del af materialet, som var relevant for deres respektive sager. Det næste vedrørte eventuelt mundtlig forhandling. Her fandt Konkurrenceankenævnet at det ville være mest hensigtsmæssigt, at sagen blev berammet til mundtlig forhandling med henblik på afgørelse af sagens realitet, således at der i forbindelse med denne kunne tages stilling til eventuelle udestående aktindsigtsspørgsmål og i givet fald behovet for fortsat forhandling. Det sidste vedrørte den materielle sag.

Ved kendelse af 15/10-99 stadfæstet Konkurrenceankenævnet Konkurrencerådets afgørelse for så vidt angik Matas A/S’ regelsæt om beliggenhedsgodkendelse, men hjemviste spørgsmålet om Matas A/S' centerprioritetsregel til fortsat behandling. Spørgsmålet indgik derfor i rådets afgørelse af 21/6-2000 om Matas vedtægter.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at det var i strid med lovgivningen, at Nilfisk Nordic A/S nægtede rabat til en given forhandler. Nilfisk begrundede ophøret af rabatgivningen med, at rabat først blev givet ved køb af en vis mængde. Konkurrencestyrelsen indkærpede i denne forbindelse overfor Nilfisk, at et afslag på at blive forhandler, skulle ske ud fra kvalitative kriterier der gælder ens for alle forhandlere.

The 1997 examination of the railway sectors of OECD countries raised classic issues of regulation and competition, including definition of the market, scope of the natural monopoly, structural issues (vertical and horizontal separation), access pricing, non-commercial obligations, anti-competitive cross-subsidisation and effects of state ownership. The variety of different regulatory and institutional approaches to the rail industry can be explained, in large part as appropriate responses to differing underlying market conditions in each country. This study yields important lessons for reform of the rail sector and for reform of other network industries. Key results from the roundtable included the harmful effects of a long-term soft-budget constraint on productivity and factor prices, the importance of a careful analysis of inter-modal competition and, most importantly, the opportunities for fostering intra-modal competition through horizontal and vertical separation and track access regimes. The roundtable also discussed principles for setting access prices. This document comprises proceedings in the original languages of a Roundtable on the structure, regulation and competition policy in the Railways Sector which was held by the Working Party n°2 of the Committee on Competition Law and Policy in October 1997. This compilation which is one of several published in a series named “Competition Policy Roundtables”, is issued to bring information on this topic to the attention of a wider audience.

Konkurrencestyrelsen afviste i sagen en klage over Post Danmarks vilkår for udbringning af breve og pakker, idet styrelsen fandt, at administrationen af erhvervskundebegrebet skete på en saglig, rimelig og objektiv måde, der samlet set var i overensstemmelse med konkurrencelovens bestemmelser. En kunde havde klaget over ikke at blive anset som erhvervskunde, og som følge heraf at være genstand for ringere vilkår end konkurrenter, der havde opnået sådan status. Ankenævnet ophævede dog hele opgørelsen, da den fandt, at den omtvistede konflikt vedrørte et spørgsmål indenfor det befordringspligtige område. Konkurrenceloven gjaldt således slet ikke.

Ved skrivelse af 31. august 1995 klagede advokat Søren Noringriis på vegne af Fiskeavisen v/redaktør Tommy Pedersen, Gilleleje, over et af Konkurrencerådet den 9. august 1995 i henhold til konkurrencelovens § 12, stk. 2, meddelt påbud om optagelse af annoncer fra 2 forhandlere af lystfiskergrej. Klageren påstod påbuddet ophævet. Konkurrencerådet påstod modsætningsvist afgørelsen stadfæstet. Konkurrencerådet anførte, at klageren besad en dominerende stilling på markedet, og det kunne således ikke accepteres, at klageren betingede sig at udvælge aftagere efter subjektive kriterier. Konkurrencerådets afgørelse af 9. august 1995 blev således stadfæstet.

Som led i liberaliseringen af telesektoren vlev det daværende Tele Danmark pålagt forsyningspligt for en række teleydelser, hovedsageligt taletelefoni. Som led i heri skulle telemyndighederne fastsætte nogle maksimalpriser samt indhente en udtalelse fra Konkurrencerådet om de konkurrenceretlige aspekter heri. I notatet redegør styrelsen kort for hvordan denne fremadrettet agter at håndtere disse udtalelser, idet den første måtte ske inden Konkurrencerådet var på plads.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at Steff-Houlberg indtog en dominerende stilling på markedet, hvorfor en leveringsnægtelse overfor Dagrofa ikke var i strid med KL § 11.

Konkurrencerådet fandt, at Scandlines A/S misbrugte sin dominerende stilling i strid med KL § 11 ved at tilbyde kombinationsbilletter, såfremt en vognmand gjorde brug af Scandlines både ved overfarten til og fra Sjælland. Ingen andre selskaber kunne udbyde denne kombinationsrabat, idet Scandlines var det eneste rederi, som havde færgeoverfart ved samtlige overgange.

Rådet påbød, at Scandlines skulle gøre brug af de retningslinjer, Konkurrencestyrelsen havde angivet Scanlines. Konkurrenceankenævnet ophævede Konkurrencestyrelsens afgørelse af 28. januar 1998.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at Scandlines havde overtrådt forbuddet i konkurrencelovens § 11, stk. 1.

På baggrund af en rådsbeslutning om at undersøge konkurrence på markedet for høreapparater, blev der foretaget en analyse af området. Analysen var baseret på oplysning indhentet fra audiologiske afdeling på amtsygehusene, høreapparatproducenterne og importører, det centrale høreapparatråd samt enkelte private høreklinikker.

Området kunne opdeles i tre led, forsyningsleddet, indkøbsledet og udleveringsleddet. Analysen viste, at de væsentligste konkurrenceretlige problemstillinger var af offentligretlig karakter og vedrørte de offentlige sygehuses indkøb og udlevering af høreapparater. De offentlige sygehuses audiologiske afdelinger havde en markedsandel på 95% på udleveringsmarkedet. Dette skyldtes at der ved udlevering fra de audiologiske afdelinger skete med 100% offentlig tilskud.

Analysen fandt ikke at der var konkurrenceretlige problemer ved de to andre områder af nævneværdig karakter. Konkurrencerådet besluttede på baggrund af analysen at rette henvendelse til socialministeret.

Vejledning fra 1998 (historisk) udarbejdet af det daværende Konkurrencestyrelse. Vejledningen vedrører forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, jf. konkurrencelovens § 6, stk. 1, og gennemgår bestemmelsens anvendelsesområde og retlige indhold.