Konkurrencerådet meddelte Totalkredit Realkreditfond, at dennes standardaftaler med 68 mindre og mellemstore pengeinstitutter ikke var omfattet af forbuddet i KL § 6, og derfor kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Rådet fandt, at aftalerne var en nødvendighed for at kunne konkurrere på realkreditmarkedet. Aftalerne indeholdte hverken ekslusivtetbestemmelser eller mestbegunstigelsesklausuler, ligesom pengeinstitutterne gerne måtte indgå aftaler med andre realkreditudstederer.

I regi af Dansk ErhvervsOptik var der indgået en rammeaftale for medlemmernes leveringer til det offentlige i konkurrence med den største aktør, kapitalkæden Synoptik.

Rammeaftalerne indgås på medlemmernes vegne med større, offentlige og private virksomheder, og de medlemmer, der ønsker at være omfattet af aftalerne, forpligter sig til at foretage den ødvendige synsprøver og til at levere visse standardkvaliteter inden for brillestel og -glas tilnærmere fastsatte maksimumpriser.

Rammeaftalerne indebar et horisontalt prissamarbejde, hvor foreningen indgiver samlet tilbudpå medlemmernes vegne om levering til en bestemt maksimumpris. Rammeaftalerne var derfor konkurrencebegrænsnede, men dog berettiget til en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1. Som begrundelse henviste rådet til at rammeaftalen gav mulighed for, at foreningens medlemmer ville kunne byde på større opgaver som de ikke individuelt selv ville kunne løse. Dermed kunne de kunne de konkurrere med den eneste landsdækkende optikerkæde.

Konkurrencestyrelse fandt ikke, at der forelå en konkurrencebegrænsende adfærd fra Pradan Autoimport A/S' side i henhold til at skulle have hindret forhandlere i at købe paralletimporterede reservedele fra klager. Styrelsen afviste sagen, idet klageren ikke havde kunne fremlægge dokumentation for den påståede adfærd. Konkurrenceankenævnet ophævede Konkurrencerådets afgørelse af 28. maj 1998 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Konkurrenceankenævnet fandt, at rådets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag. Konkurrencerådet genbehandlet herefter sagen i 2000 (21/6-2000) og nået nu frem til at adfærden var uforenelig med konkurrencelovens § 11.

Konkurrencestyrelsen imødekom Danmarks Rejsebyreau Forenings anmodning om en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9. Styrelsen noteret dog at såfremt foreningen måtte indføre konkurrencebegrænsninger, fx i form af kollegiale vedtægter, generalforsamlings- ellerbestyrelsesbeslutninger, vil disse sammenholdt med vedtægterne kunne være omfattet afforbudet i konkurrencelovens § 6.

På baggrund af en henvendelse fra Praktiserende Tandlæger, rettede Konkurrencestyrelsen henvendelses til Sundhedsministeriet, med henblik på at gøre opmærksom på, at det ikke var nutidigt at tillade Københavns Kommune med at forsætte en forsøgsordning siden 1987, omhandlende vederlagsfri tandpleje for ældre ved kommunens kommunale tandklinikker. Styrelsen gjorde opmærksom på, at en forsøgsordning ikke burde udstrække sig længere, end forsøgets mål tilsigter.

Konkurrencestyrelsen meddelte Danske Vognmænd, at det omkostindeks og priskalkulationsprogram, som var fremsendt, ikke var i strid med konkurrenceloven, sådan som det var fremlagt. Programmet indeholdte ikke nogen vejledning om, hvilke beregningsforudsætninger den enkelte vognmand skulle anvende og styrelsen så derfor ikke nogen risiko for en uniformering af priser og vilkår.

Konkurrencerådet vurderede, at betingelser for at opnå en ikke indgrebserklæring efter KL § 9 var til stedet i henhold til en aftale, indgået mellem Post Danmark og ARTE, om et joint venture-selskab, BILLETnet A/S. Aftalen indeholdte en konkurrenceklausul, hvorefter parterne ikke måtte konkurrere på det marked hvor JV-selskabet opererede. Rådet fandt, at det var en nødvendig foranstaltning i henhold til selskabets etablering og drift.

Ved vurderingen af Foreningen af Grossister i Værktøj og Værktøjsmaskiner (VOV)s anmeldte standard salgs-, leverings- og reklamationsbestemmelser, lagde Konkurrencerådet vægt på følgende fire betingelser: Aftalen må ikke 1) indeholde bestemmelser om fælles priser, rabatter eller betalingsbetingelser eller 2) indeholde bestemmelser der væsentligt forringer købers stilling i forhold til, hvad der ellers gælder. 3) Anvendelsen af aftalen skal være frivillig og 4) det må ikke være forbundet med nogen stafsanktion ikke at anvende aftalen. De de ikke var opfyldt i den konkrete sag, fandt Konkurrencerådet at der forelå en konkurrencebegrænsning. I forbindelse hermed lagde rådet vægt på at, aftalen indeholdte bestemmelser om prisreguleringsforbehold, betaling (morarenter), forsinkelse, afhjælpning af mangler og produktansvar, og derfor faldt udenfor ovenstående betingelser. Rådet fandt heller ikke at betingelserne for individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, var opfyldt. Ankenævnet stadfæstet dette ved kendelse af 18/3-99.

Efter anmodning fra Konkurrencerådet, havde styrelsen udarbejdet et generelt notat om principperne for prisfastsættelsen i forsyningsmonopoler. Infrastrukturdelen af forsyningsmonopoler er som hovedregel naturlige monopoler, dvs. at én virksomhed producerer mere effektivt end to eller flere virksomheder. Infrastrukturdelen kan derfor ikke liberaliseres, og priserne for brugen af (adgangen til) infrastrukturen må reguleres. Derimod kan ydelserne ved brugen af infrastrukturen, fx jernbanegodstransport, samt vedligeholdelse af infrastrukturen konkurrenceudsættes. En hensigtsmæssig regulering af det naturlige monopol skal ske ud fra nogle principper, der i størst mulig omfang lever op til konkurrencelovens intentioner om en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer på både kort og lang sigt. I notatet peges på to overordnede hensyn, som reguleringen bør sikre: (1) Virksomheden skal have et incitament til en effektiv ressourceanvendelse herunder til, at den eksisterende infrastruktur udnyttes bedst muligt. (2) Virksomheden skal i de tilfælde, hvor infrastrukturen ikke er fuldt udbygget have et incitament til investeringer i innovationer og udbygninger af kapitalapparatet. På denne baggrund foretages en vurdering og anbefaling af principper, som bør lægges til grund for prisfastsættelsen i forsyningsmonopoler.

I forbindelse med vedtagelsen af konkurrenceloven var der givet særlige bestemmelser om aftaler, indgået inden lovens ikræfttædelse, dvs. 1/1-1998. En særlig frist frem til den 1. juli 1998 var endvidere optaget jf. hvilken aftaler, der mentes omfattet heraf, skulle anmeldes til konkurrencestyrelsen. Konkurrencestyrelsen oplyste i forbindelse hermed, at have modtaget 845 anmeldelser indeholdende 1070 aftaler, hvilket dikteret en prioritering af aftalerne og en vis forsinkelse inden disse var behandlet. I notatet opstilles nogle principper for hvordan denne prioritering vil ske.

Konkurrencerådet fandt en række bestemmelser i nogler aftaler mellem MD Foods amba og Kløver Mælk A.m.b.a. problematiske. Bestemmelserne vedrørte bl.a. eksklusiv købs- og leveringspligt og ensartning af deres andelshaveres betalingsforhold. Konkurrencerådet påbud de problematiske aftaler ophævet, idet nogle kunne opnå individuel fritagelse. Sagen blev indbragt for Konkurrenceankenævnet. Dels med påstand om underkendelse og dels påstand om frist forlængelse i forhold til opfyldelse af påbudet. Konkurrenceankenævnet stadfæstede Konkurrencerådets afslag af 7. oktober 1998 på fristforlængelse, men endte med at hjemviste sagen til fortsat behandling i Konkurrencerådet. Specifikt mhp. stillingtagen til, om aftalekomplekset som helhed var omfattet af § 6, stk. 1, og der i givet fald skulle meddeles fritagelse efter § 8, stk. 1, og, hvis for hvilket tidsrum og på hvilke vilkår, eller om skulle meddeles påbud for hele aftalekomplekset eller dele heraf.

MD Foods har med en markedsandel på ca. 60% en dominerende stilling på markedet for engros-salg af tungvarer til det danske marked. Selskabets ændringer af listepriser er hidtil fulgt umiddelbart af de øvrige udbydere, herunder Kløver Mælk. Kløver Mælk har en markedsandel på ca. 40%, og selskabets stilling på markedet underbygges af aftalerne med MD Foods og aftaler med forhand-lerleddet mv. Derved kan det gøres gældende, at Kløver Mælk opfylder kravet til dominans i konkurrenceloven. På den baggrund skulle rådet tage stilling til om MD Foods og Kløver Mælks gældende priser for tungvarer skulle anses for misbrug af en dominerende stilling, jf. konkurrenceloven § 11, og om der i den forbindelse var anledning til at påbyde selskaberne at nedsætte priserne, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 3, jf. § 16, stk. 1 og 2. Rådet fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag til at anse MD Foods og Kløver Mælks priser for tungvarer til det danske marked for misbrug af dominerende stilling, jf. konkurrencelovens § 11, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, og der var derfor ikke anledning til at påbyde mejerierne at nedsætte priserne.

Konkurrencerådet fandt, at Kølerbranchens Miljøordnings vedtægter og regelsæt ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9, da de indeholdte elementer, der var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, herunder en godkendelsesordning og eksklusivitet og betaling af tillæg. Dog fandt rådet, at der kunne gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, idet aftalen sikrede at kølemidlerne blev afskaffet på en korrekt miljømæssig måde.

Efter forhandlinger med Konkurrencestyrelsen valgte en større EDB-virksomhed at ændre adfærd og give brugerne af et skemalægningsprogram adgang til selskabets snitflademodul uden særskilt betaling herfor. Dette var nødvendigt for at sikre interoperabilitet med andre programmer. Styrelsen forfulgte ikke sagen yderligere.

Konkurrencerådet fandt ikke, at en aftale mellem Kommunedata (KMD) og Københavnskommune (KK) om salg af KK's IT-afdeling til KMD samt outsourcing til KMD var omfattet af forbuddet i KL § 6 og ej heller var udtryk for misbrug af KMD's dominerende stilling. Outsourcing aftale indeholdte både en 4-årig uopsigelighedsperiode samt en mindstekøbsklausul.

Konkurrencestyrelsen meddelte Tåstrup Produktforretning (TP), at styrelsen ikke havde fundet anledning til at viderebehandle en klage fra TP vedrørrende afslag fra tre kommuner til at foretage tøjindsamling. I Svendborg Kommune havde som følge af miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 4, kompetence til at afvise opsætning af containere, dog var der givet tilladelse til andre hjælpeorganisationer, hvorfor styrelsen havde indskærpet overfor kommunen, at tilladelser skulle udstedet på ens rimelige og saglige kriterier. I Bramming og Brædstrup kommuner blev det oplyst, at det var tilladt at opsætte containere på private arealer som andre hjælpeorganisationer.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at der var tale om prisdiskriminering ved, at den klagende virksomhed skulle betale 12-14% mere for de samme vare end sine konkurrenter. Prisforskellen skulle findes i, at den klagende virksomhed afgav mindre ordre ad hoc, hvor de konkurrende virksomheder afgav rammeordre, hvor der blev indkøbt ½-1 år forbrug af vare, hvorfor de administrative omkonstinger var lavere. Der var derfor intet til hindre for, at den klagende virksomhed kunne opnå samme rabat som de andre, såfremt den klagende virksomhed afgav større rammeordre.

The banking sector is one of the most closely regulated sectors of OECD economies. A reason advanced for this close regulation is that small depositors cannot compare risks (or have no incentive to do so, because of deposit insurance), so competition would lead banks to take excessive risks. Controls on risk taking are considered essential to ensure that competition between banks promotes efficient outcomes. Public policy concerns focus on how bank failures could affect small depositors, the payments system and the stability of the financial system as a whole. The goal of promoting or preserving competition might conflict with some actions to deal with bank failures, emergency measures or state aid for failing banks or implicit state support for large banks. In most OECD countries bank regulators and competition authorities are jointly responsible for bank mergers, so interaction and coordination between them are necessary. Because of the political and economic sensitivity of the banking sector, it is perhaps not surprising that some countries apply special competition regimes to it. This document comprises proceedings in the original languages of a Roundtable on Enhancing the Role of Competition in the Regulation of Banks which was held by the Working Party n°2 of the Committee on Competition Law and Policy in February 1998. This compilation, which is one of several published in a series named “Competition Policy Roundtables”, is issued to bring information on this topic to the attention of a wider audience.

Long-run benefits from innovation justify granting intellectual property rights (IPRs), even though free copying would yield short-run benefits because products incorporating the intellectual property could be priced close to marginal cost. On the other hand, IPRs can unduly restrict "secondary" innovation or reduce incentives for further innovation. Competition agencies are generally reluctant to second-guess the appropriate breadth of IPRs, and they have not usually interfered with unilateral decisions by IPR holders about their pricing and licensing policies. Competition agencies are more likely to intervene when IPR holders that are actual or potential competitors cross license one another, or when IPR holders adopt licence terms having the effect of increasing the scope or duration of their statutory protection. Licenses may nonetheless be accepted if competition will be greater with the licence, despite its restrictions, than with no licence at all. This document comprises proceedings in the original languages of a Roundtable on competition issues relating to intellectual property rights which was held by the Committee on Competition Law and Policy in October 1997. This compilation which is one of several published in a series named “Competition Policy Roundtables” is issued to bring information on this topic to the attention of a wider audience.

Konkurrencerådet havde i en afgørelse af 26/11-1997 pålagt bladet "Sportsdykkeren" at optage annoncer for "dyk!". Dette blev indbragt Konkurrenceankenævnet, der afviste, at der var pligt til at optage annoncer for en direkte konkurrent. Dette måtte forudsætte helt særlige omstændigheder, hvilket ikke forelå i den konkrete sag. Sagen vedrørte en ældre udgave af konkurrenceloven, men kendelsen gav i mange år anledning til en særlig doktrin om horisontal leveringsnægtelse, hvor det var en direkte konkurrent, der ønskede levering. Her måtte der foreligge helt særlige forhold, førend der kunne indtræde leveringspligt.