Konkurrencerådet fandt, at VVS-grossisterne Sanistål A/S og Brdr. Dahl A/S misbrugte deres dominerende stilling efter KL § 11 ved udelukkende at ville handle med autoriserede vvs-installatører. Sagen var kommet i stand som følge af en klage fra et byggefirma, som blev nægtet at købe varer af de to grossister. Virksomhederne udtalte, at deres kundegruppe, autoriserede vvs-installatører, var i direkte konkurrence med andre på de arbejdsområder, der ikke krævede autorisation, og for ikke at skade deres forhold til deres primære kundegruppe, som havde ytret utilfredshed med, at virksomhederne havde handlet med andre end autoriserede vvs-installatører, nægtede de at sælge til andre end autoriserede vvs-installatører. Konkurrencerådet påbød de to vvs-grossister at ophæve leveresnægtelsen til andre end autoriserede vvs-installatører.

Although airlines have long sought to enter alliances, an important new development in the last decade has been the crystallization of international airline alliances around major airline groupings. The scope and nature of these alliances differ, but there is a tendency towards deeper alliances involving co-operation on all aspects of the airline business. These super-alliances are coming as close to actual mergers as aviation’s Byzantine regulations allow, raising fundamental questions for competition policy-makers and enforcers. Alliances have the potential both to enhance the level and quality of services offered to consumers and to significantly restrict competition. Why do airlines seek to enter such alliances? What are the benefits to the airlines or consumers? How do alliances restrict competition? What is the role played by frequent-flyer programmes and other loyalty schemes? What remedies should competition authorities consider to alleviate the harmful effects of alliances? What is the appropriate role for international co-operation between authorities? This document comprises proceedings in the original languages of a Roundtable on Competition Issues in the Allocation of Airport Take-Off, Landing Slots and Ground Handling Services which was held by the Working Party n°2 of the Committee on Competition Law and Policy in June 1997. This compilation which is one of several published in a series named “Competition Policy Roundtables” is issued to bring information on this topic to the attention of a wider audience.

Ved anmodning fra om en fritagelse fra KL § 6 efter KL § 8, stk. 1, af et opsigelsesvarsel på to år til udløbet af et regnskabsår, meddelte Konkurrencerådet at en sådan fritagelse ikke kunne gives, idet Samkøb havde en stabil medlemskreds, og et længere opsigelsesvarsel derfor ikke var nødvendigt.

Konkurrencerådet fandt ikke, at en service provision-aftale mellem Sonofon A/S og Debitel Danmark A/S kunne gives en individuel fritagelse fra forbuddet i KL § 6 efter KL § 8, stk. 1. Rådet fandt ikke, at bestemmelserne om uopsigelighed eller mindstekøb af en vis andel af det forrige års indkøb kunne begrundes med, at det var for at sikre Sonofons investering. Samlet fandt Rådet derfor at der var risiko for en markedsafskærmning overfor andre netværksoperatører.

I forbindelse med ikraftrædelse af Konkurrenceloven lavede KFST en række vejlendinger, herunder en om konkurrencelovens § 11 og forbuddet mod misbrug af dominerende stilling heri. I vejledningen beskriver styrelsen, hvordan den anskuer en række forhold.

Konkurrencestyrelsen tilkendegav overfor Telestyrelsen, at den fremsendte aftale om samtrafik lå inden for rammerne af de principper for samtrafikaftaler, der tidligere var blevet vedtaget af Konkurrencerådet. Samtrafikaftalen var indgået mellem Tele Danmark og Uni Tel Europe, og oversendt til Konkurrencerådets udtalelse, jf. daværende bestemmelser i telelovgivningen.

I forbindelse med Topdanmark Forsikring A/S anmeldelse af en række aftaler til Konkurrencestyrelsen jvf. anmeldelsesskema K1 bad virksomheden om fritagelse for pligten til at afgive oplysninger om de 5 største kundeforhold. Der henvistes bl.a. til at dette kunne være i strid med fortrolighedsprincippet i § 258 i lov om forsikringsvirksomhed. Styrelsen accepteret dette. Det er uklart hvad den underliggende sag vedrørte.

Konkurrencerådet vedtog, at Montana Møbler A/S' leveringsnægtelse overfor en møbelforhandler var et misbrug af dominerende stilling, jf. KL § 11, og der blev derfor pålagt Montana leveringspligt. Rådet mente, at Montana indtog en dominernede stilling på markedet for prestigeprægede reoler. Afgrænsningen af produktmarkedet omfatter en udsondring af et separat luksusmarked ved siden af det almindelige marked, og fremstår derfor, navnlig i en moderne kontekst, forkert. Stadfæstet af Konkurrenceankenævnet.

Konkurrencerådet fandt at en indgået konkurrenceklausul, der begrænset anvendelse af en kran, var konkurrencebegræsnende. Konkurrenceklausulen var indeholdt i en købsaftale mellem A. Henriksen Shipping og Københavns Havn om en containerkran og bestemte, at kranen ikke måtte bruges til losning der kunne konkurrere med Københavns Havn. Konkurrenceankenævnet ophævede Konkurrencerådets afgørelse ved kendelse af 18/12-99, idet ankenævnet ikke fandt klausulen egnet til at begrænse konkurrencen.

Ved brev af 4. maj 1998 havde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmodet Konkurrencerådet om kommentarer til en lovændring af lov om omsætning af fast ejendom. Rådet påpegede, at lov om omsætning af fast ejendom var en forbrugerbeskyttelseslov, hvorfor formålet med de fleste af de foreslået bestemmelser var at øge forbrugerne gennemsigtighed omkring de enkelte faser i en ejendomshandel, hvilket bl.a. omfattede flere oplysninger fx i annoncer og i forhold til honorar. Derudover påpeget Rådet, at det var uklart i lovforslaget om en ejendomsmægler kunne undlade at annoncere en ejendom online.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at en anmeldt aftale mellem Den Danske Dyrelægeforening og Storstrøms Hesteforsikring faldt ind under forbuddet i KL § 6. Sagen vedrørte en aftale mellem Den Danske Dyrlægeforening og Storstrøms Hesteforsikring, der fastlægger det honorar, Storstrøms Hesteforsikring skulle betale for dyrlægeundersøgelser af heste, der ønskes forsikret i selskabet. Storstrøms Hesteforsikringbetaler – i modsætning til tidligere – for undersøgelsen og betragter udgiften hertil for en markedsføringsomkostning.

Konkurrencestyrelsen afviste at gribe ind overfor DBU's Initaitivfond, på baggrund af en klage fra Allers Forlag, med påstand om, at Aller allerede havde erhvervet de rettigheder Initiativforden på spillernes vegne senere solgte til selskabet Panini. Styrelsen mente ikke, at KL § 6 gav mulighed for at gribe ind i den pågældende aftale.

Konkurrencestyrelsen fandt efter en samlet bedømmelse ikke, at der var grundlag for at foretage sig yderligere i henhold til en klage over Vejle Amt i forbindelse med udlevering af vederlagsfrit medicin fra amtets sygehus. Ordningen klagen omhandlede var omfattet af en midlertidig løsning, idet den medicinske behandling af en begrænset patientgruppe var blevet mere flydende grundet den teknologiske udvikling. Det var derfor svært at bedømme hvornår patienterne var omfattet af sygehusbehandlingen og indtil området var afklaret, var den indklagede ordning iværksat.

Konkurrencerådet fandt ikke, at en aftale mellem BRFkredit, Realkredit Danmark og Nykredit omhandlende den prioritetsmæssige fordeling af reservefondslån var omfattet af forbuddet i KL § 6, hvorfor der kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Lånetypen kunne ikke længere gives, og det var forventet at de sidste lån af den type aftalen omhandlede, ville være afviklet inden for 2-3 år.

Konkurrencerådet meddelte Totalkredit Realkreditfond, at dennes standardaftaler med 68 mindre og mellemstore pengeinstitutter ikke var omfattet af forbuddet i KL § 6, og derfor kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Rådet fandt, at aftalerne var en nødvendighed for at kunne konkurrere på realkreditmarkedet. Aftalerne indeholdte hverken ekslusivtetbestemmelser eller mestbegunstigelsesklausuler, ligesom pengeinstitutterne gerne måtte indgå aftaler med andre realkreditudstederer.

I regi af Dansk ErhvervsOptik var der indgået en rammeaftale for medlemmernes leveringer til det offentlige i konkurrence med den største aktør, kapitalkæden Synoptik.

Rammeaftalerne indgås på medlemmernes vegne med større, offentlige og private virksomheder, og de medlemmer, der ønsker at være omfattet af aftalerne, forpligter sig til at foretage den ødvendige synsprøver og til at levere visse standardkvaliteter inden for brillestel og -glas tilnærmere fastsatte maksimumpriser.

Rammeaftalerne indebar et horisontalt prissamarbejde, hvor foreningen indgiver samlet tilbudpå medlemmernes vegne om levering til en bestemt maksimumpris. Rammeaftalerne var derfor konkurrencebegrænsnede, men dog berettiget til en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1. Som begrundelse henviste rådet til at rammeaftalen gav mulighed for, at foreningens medlemmer ville kunne byde på større opgaver som de ikke individuelt selv ville kunne løse. Dermed kunne de kunne de konkurrere med den eneste landsdækkende optikerkæde.

Konkurrencestyrelse fandt ikke, at der forelå en konkurrencebegrænsende adfærd fra Pradan Autoimport A/S' side i henhold til at skulle have hindret forhandlere i at købe paralletimporterede reservedele fra klager. Styrelsen afviste sagen, idet klageren ikke havde kunne fremlægge dokumentation for den påståede adfærd. Konkurrenceankenævnet ophævede Konkurrencerådets afgørelse af 28. maj 1998 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Konkurrenceankenævnet fandt, at rådets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag. Konkurrencerådet genbehandlet herefter sagen i 2000 (21/6-2000) og nået nu frem til at adfærden var uforenelig med konkurrencelovens § 11.

Konkurrencestyrelsen imødekom Danmarks Rejsebyreau Forenings anmodning om en ikke-indgrebserklæring efter konkurrencelovens § 9. Styrelsen noteret dog at såfremt foreningen måtte indføre konkurrencebegrænsninger, fx i form af kollegiale vedtægter, generalforsamlings- ellerbestyrelsesbeslutninger, vil disse sammenholdt med vedtægterne kunne være omfattet afforbudet i konkurrencelovens § 6.

På baggrund af en henvendelse fra Praktiserende Tandlæger, rettede Konkurrencestyrelsen henvendelses til Sundhedsministeriet, med henblik på at gøre opmærksom på, at det ikke var nutidigt at tillade Københavns Kommune med at forsætte en forsøgsordning siden 1987, omhandlende vederlagsfri tandpleje for ældre ved kommunens kommunale tandklinikker. Styrelsen gjorde opmærksom på, at en forsøgsordning ikke burde udstrække sig længere, end forsøgets mål tilsigter.

Konkurrencestyrelsen meddelte Danske Vognmænd, at det omkostindeks og priskalkulationsprogram, som var fremsendt, ikke var i strid med konkurrenceloven, sådan som det var fremlagt. Programmet indeholdte ikke nogen vejledning om, hvilke beregningsforudsætninger den enkelte vognmand skulle anvende og styrelsen så derfor ikke nogen risiko for en uniformering af priser og vilkår.