Ved vurderingen af en distributionsaftale indgået mellem Mobilix A/S og Merlin A/S fandt Konkurrencestyrelsen, at aftalen var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, hvorfor der ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. En individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, kunne kun gives på betingelse af, at parterne ophævede aftalens mestbegunstigelsesklausul og begrænsede rækkevidden af bestemmelserne om bindende videresalgspriser, således at det ikke omfattede pris- eller rabatvilkår for Merlin A/S' salg af Mobilix A/S' teleprodukter og -tjenester.

En læge klagede over, at priserne for årlige, lovpligtige eftersyn i 1999 var hævet væsentligt af selskabet Philips Medico A/S, idet basisprisen blev tilføjet et kørselstillæg. Konkurrence-styrelsen fandt ikke, at der forelå forhold i strid med konkurrencelovens §§ 6 og/eller 11, hvilket blev meddelt klageren.

Jørgen Andersen, ejer af Bornholmerbusserne, klaget til Konkurrencestyrelsen over udelukkelse fra samarbejdet mellem DSB og Bornholms Amts Trafikselskab (BAT). Konkurrencestyrelsens lukkede sagen ved at henvise til bus/togsamarbejdet mellem DSB og de regionale busselskaber ved afgørelse af 28. april 1999 fik en fritagelse, jf. konkurrencelovens § 8, stk. 1. Som en betingelse herfor havde rådet fastlagt, at at alle selskaber, der udførte kollektiv bus- eller togtransport i Danmark, fik adgang til at deltage i bus/togsamarbejdet på de i standardaftalen fastsatte vilkår. Endvidere skulle optagelse ske på åbne og ikke-diskriminerende vilkår..

Konkurrencestyrelsen fandt ikke nogle konkurrencebegrænsninger i Foreningen af Registrerede Revisorers (FRR’s) vedtægter, etiske og kollegiale regler samt regler om kvalitetssikring. Der kunne derfor udstedes en negativattest efter konkurrencelovens § 9.

Konkurrencestyrelsen udtalte efter forespørgsel, at en takstdifferentiering på færgepriser for erhvervsvarebiler ville udgøre et misbrug af dominerende stilling efter KL § 11, idet Samsø Linien var den eneste transportmulighed til og fra øen. Ved takstdifferentiering ville der sker en konkurrenceforvridning, idet ikke-øboere ville blive udsat for et ulige erhvervsvilskår for ydelser af samme værdi for handelspartnere. Sagen kan sammenlignes med Rådets afgørelse af 24/2-1999 omkring Århus Sporveje, hvor det ikke udgjorde ulovlig diskrimination at diskriminere overfor forbrugerne.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at Bladudgivernes Forhandlernævns (BFN) anmeldte overenskomst med tilhørende forretnignsbetingelser for forhandling af dagblade, ugeblade og magasiner kunne gives en ikke-ingrebserklæring efter KL § 9, da overenskomsten var omfattet af KL § 6, stk. 1. Styrelsen fandt dog, at der kunne gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, dog ikke for overenskomstens eksklusivitetsbestemmelser og sanktionsbestemmelse. Konkurrencerådet meddelte derfor BFN, at eksklusivtetsbestemmelserne skulle ophæves og at sanktionsbestemmelserne skulle præciseres og indskrænkes. Ved behandlingen af overenskomst blev der ikke truffet afgørelse om overenskomstens bindende videresalgspriser.

Ved de fire energiselskaber Andelsselskabet Nordthy Strømforsyning, Energiselskabet Arke A.m.b.a, Dagnes-Bækkelund Varmeværk a.m.b.a. og Rødekro Fjernvarme A.m.b.a. ansøgning om en ikke indgrebserklæring efter KL § 9 eller en individuel fritagelse fra KL § 6, stk. 1, efter KL § 8, stk. 1, af selskabernes vedtægter fandt Konkurrencestyrelsen, at selskabernes vedtægtsbestemmelser om automatisk andelshaverstatus var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, og ikke kunne gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1. Konkurrencerådet påbød energiselskaber om at ophæve den omtalte bestemmelse. Endvidere fandt Konkurrencerådet, at Rødekro Fjernv A.m.b.a. indtog en dominerende stilling, og at det ville være misbrug af denne, jf. KL § 11, såfremt bestemmelserne ikke blev ophævet. Ophævet af ankenævnet 16/5-2000, idet man ikke fandt at kompetencespørgsmålet jf. konkurrencelovens § 2 var tilstrækkeligt afklaret. Konkurrenceankenævnet tillagde klagen opsættende virkning, jf. konkurrencelovens § 19, stk. 4. Det er uklart hvad der siden skete i sagen.

Konkurrencestyrelsen fandt, at Tele Danmark Mobils (TDM) standard storkundekontrakt ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9, da den indeholdte bestemmelser om rabatordninger der var omfattet af KL § 6, stk. 1. Styrelsen fandt endvidere at der ikke kunne gives en individuel fritagelse, idet rabatordningen kunne hæmme konkurrence på længere sigt, og dermed ikke give forbrugerne en fordel. Styrelsen mente desuden, at aftalen var et udtryk for misbrug af dominerende stilling efter KL § 11, stk. 1, idet TDM indtog en dominerende på markedet, og rabatterne var loyalitetsskabende. Styrelsen meddelte derfor TDM påbud om, at ophæve rabatordningen i standard storkundekontrakten.

Konkurrencerådet fandt, at vedtægterne for Salgs- og eksportforeningen af avlssvin for avls- og opformningsarbejdet (SEA), det blev udført under forretningskendetegnet DanAvl, ikke var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, med undtagelse af tre bestemmelser. To af bestemmelse gav DanAvl mulighed for at sætte loft over populationsstørrelserne i de enkelte racer. Bestemmelserne kunne dog gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, da andelen af svin der udtages til avl, kun udgjorde 5- proccent af den samlede population. Ifølge den tredje bestemmelse måtte avlerne ikke have kontrol med mere en 10% af en races renracede kuld. Da bestemmelsen var nødvendig for at sikre en beskyttelse mod sygdomsudbrud, fandt rådet, at der kunne gives en individuel fritagelse efte KL § 8, stk. 1. SEA's øvrige vedtægter fandtes at være omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, men kunne gives en individuel fritagelse efte KL § 8, stk. 1, med undtagelse af bestemmelsen om opsigelsesvarsel, som rådet herefter påbød nedsat til 6 måneder.

Konkurrencerådet fandt, at Dansk Reklame Film A/S' anmeldte standardoverenskomster med de enkelte biografer ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring, idet den indeholdte bestemmelser, der var omfattet af forbuddet i KL § 6 , stk. 1. Jf. aftalen ville DRF opnå eneret til at vise reklamer i tilsluttet biografer, hvilket rådet havde indvendinger overfor. Rådet fandt dog, at der kunne gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, med undtagelse af bestemmelserne om henholdsvis forbud mod visning af anden reklame i biografen og pligt til at oplyse konkurrenternes pristilbud for at disse kunne matches. Disse bestemmelser blev påbudt ophævet.

Tele Danmark Erhverv og Kort & Matrikelstyrelsen havde indgået en aftale om at opbygge og drive et positionsbestemmelsessystem kaldet Spot-FM. Aftalen havde en løbetidpå 5 år, i løbet af hvilken Kort & Matrikelstyrelsen ville etablereret landsdækkende korrektionssignal, og Tele Danmark Erhverv løbende markedsfører og udbyder produktet. Som led i samarbejdet påtog påtager sig gensidig konkurrenceklausul, og efter de 5 år, kunne samarbejdet ophæves med 12 månedersvarsel. Konkurrencestyrelsen havde ikke indvendinger overfor andet end konkurrenceklauuslen. Denne kunne dog indrømmes fritagelse jf. KL § 8, stk. 1.

Konkurrencerådet fandt, at en aftale mellem SPF-selskabet og selvstændige landmænd kunne gives en individuel fritagelse fra forbuddet i KL § 6, stk 1, efter KL § 8, stk. 1. Aftalen indeholdte bestemmelser, der stillede krav til, at de svineavlere der indgik i aftalen skulle opfylde en række betingelser for at kunne sælge deres svin, herunder at SPF-selskabet skulle forestå transporten. For at kunne indgå i samarbejde, skulle SPF-selskabet foretage sundhedskontrol af de enkelte svinebesætninger, for derved at kunne garantere overfor køberne, at disse besætninger var fri for en række sygdomme. Bestemmelsen om transport medvirkede til at sikre systemets troværdighed og sikkerhed og dermed også ordningens beståen. Konkurrencerådet anså derfor betingelser for individuel fritagelse opfyldt.

På baggrund af en henvendelse fra Danmmark Radio i forbindelse med køb af rettighederne til visning af kampen Wales-Danmark fastslog Konkurrencerådet, at prisen på kampen var 2,9 mio. kr. Prisen var baseret på sæssonens gennemsnitspris pr. kamp i henhold til aftalen mellem DBU og DR og TV2.

PSB valgte efter en revidering af deres system at ophæve sit obligatoriske krav om, at forretninger i forbindelse med indgåelse af indløsningsaftaler skulle tegne et obligatorisk serviceabonnement for teleterminaler. Konkurrencestyrelsen tog beslutningen til efterretning og lukkede sagen. Sagen tog sit udgangspunkt i en klage fra en forretning, der selv ejer sine terminaler, og som fandt det urimeligt, at man i årligt servicegebyr for 5 terminaler skulle betale næsten det samme som for én ny terminal.

På baggrund af en klage fandt Konkurrencestyrelsen, at der forelå en aftale eller en samordnet praksis imellem Egmont Magasiner A/S (Egmont) og Aller Press A/S (Aller) om at en aftager af den enes ugeblader også skulle aftage den andens ugeblade. Dette vidste sig ved, at Egmont nægtede at levere til Netto I/S såfremt Netto I/S også ville aftage Allers ugerbalde. Dette fandt styrelsen, var i strid med KL § 6, stk. 1. Konkurrencestyrelsen fandt endvidere, at det var misbrug af en kollektiv dominerende stilling efter KL § 11 ved det urimelige leveringsvilkår. Desuden fandt styrelsen at Aller isoleret set havde en dominerende stilling på markedes for løssalg af danske ugeblade, og at Aller havde misbrugt denne stilling efter KL § 11. Konkurrencerådet påbød Aller og Egmont at ophæve deres samordnede praksis, og ikke stille som krav, at Netto I/S skulle aftage Allers ugeblade ved aftagelse af Egmonts.

Ved anmeldelse af en overenskomst (aftalen) mellem AFA JCDecaux A/S (AFA) og Vejle Kommune om om opsætning, renholdelse og vedligeholdelse af reklamefinansieret byudstyr fandt Konkurrencestyrelsen, at aftalen var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, og derfor ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Aftalen indeholdte bla. bestemmelser om, at AFA opsatte byudstyret vederlagsfrit mod at have eneret til opsætning af reklamer på pågældene byudstyr og endvidere at oppebære indtægten herfra. Aftalen var desuden opsigelig i sin løbetid på 15 år. Konkurrencestyrelsen fandt, at da aftalen muliggjorde en effektiv levering af byudstyr af højkvalitet der kom forbrugerne til gode, kunne aftalen gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, på betingelse af, at uopsigeligheden blev nedsat til 5 år efter aftalens indgåelse. Ved anmeldelse af aftalen havde AFA endvidere anmodet om en udtalelse om hvorvidt der forelå misbrug af dominerende stilling efter KL § 11, stk. 1. Styrelsen meddelte AFA, at der ikke efter de oplysninger styrelsen havde til rådighed forelå misbrug af dominernede stilling. Oprindeligt indbragt for Konkurrenceankenævnet, men lukket ved "forlig" om at aftalen efter 7 år kunne opsiges med 2 års varsel, og herefter ville løbe for en ny 7 årig periode.

Ved vurderingen af en konkurrenceklausul indeholdt i en anmeldt købsaftale imellem Dansk Trælast A/S og Calkas A/S, fandt Konkurrencestyrelsen, at dele af klauslen gik længere, end hvad EU-praksis tilladte, hvorfor der ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9 da aftalen derfor var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1. Desuden fandt styrelsen ikke, at der var grundlag for at give aftalen en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1. Konkurrencerådet udstedte herefter påbud til partnerne at ophæve de dele af konkurrenceklausel som gik længere end hvad EU-praksis gav tilladelse til.

The introduction of greater competition in regulated sectors has required establishing new regulators or seriously rethinking what existing regulators were doing, bringing to the fore important questions concerning the proper relationship between sector specific regulators and economy - wide competition agencies. On the one hand, competition agencies have a comparative advantage over regulators when it comes to ensuring that anti-competitive conduct an d mergers do not undo the benefits expected to flow from introducing greater competition into regulated sectors. There should be a strong presumption in favour of leaving these functions in the hands of a competition agency. On the other hand, sector-specific regulators have a comparative advantage in obtaining and analysing the cost data needed for economic regulation and for some aspects of access regulation. This favours leaving regulatory functions to sector-specific regulators. The assessment should also consider synergies and the ability to resist regulatory capture. In sectors expected to soon become competitive, transitory economic and access regulation might be better left to an economy-wide competition agency. At the same time, in sectors where there is likely to be a long term need for regulation, that task should probably be left to sector-specific regulators.

Many OECD countries’ competition agencies have been under pressure to take action against the exercise of buyer power by large multiproduct retailers. In several countries, such pressure has been accompanied by the adoption of legal provisions designed to counter abuses of "economic dependence" or to strengthen prohibitions attaching to price discrimination and loss leading. Although there may be valid efficiency justifications for prohibiting the exercise of buyer power by multiproduct retailers, there are also significant risks in doing so. Ill advised enforcement could amount to protecting inefficient distributors at the expense of consumers. This kind of buyer power, which is extensively discussed in the analytical note, is quite different from classic monopsony power to push prices below competitive levels by reducing purchases. Instead, the focus here is on what might more accurately be described as negotiating power, particularly in situations where upstream suppliers have market power. Profit maximising distributors would try to reduce their suppliers’ rents. Where distribution is competitive, multiproduct retailers would use negotiating power to reduce those rents and pass them on to consumers. As long as distribution is sufficiently competitive, exercise of this kind of multiproduct retailer “buyer power” will tend to benefit consumers

Konkurrencerådet fandt, at en horisontal aftale mellem tre frøgrossister, ikke kunne gives en ikke-indgrebserkæring efter KL § 9, da den indeholdte bestemmelser om vejledende salgspriser, og var derfor omfattet af KL § 6, stk. 1. Konkurrencerådet lagde til grund, at selvom priserne var vejledende ville de i praksis føre til den uniformering af priserne, hvorfor priskonkurrence ville begrænses og effektiviteten i produktionen derfor ville reduceres. Rådet påbød parterne at ophæve aftalen.