Konkurrencerådet vedtog, at bestemmelsen i NESA as leveringsbetingelser om forbud mod videresalg af el, ikke var som følge af offentlig regulering, og var derfor omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1. Desuden var betingelserne for individuel fritagelse ikke til stede. Dette blev meddelt NESA. Konkurrenceankenævnet ophævede Konkurrencerådets afgørelse af 25. novebmer 1998 og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet ankenævnet fandt, at der forelå et "fortolkningsproblem" i sagen, som Konkurrencerådet først måtte tage stilling til. Det er uklart hvad dr siden er sket i sagen.

Konkurrencerådet fandt, at det var misbrug af dominerende stilling, at B&O ikke ville levere til 8 Merlin-forretninger samt Electronic World. Det blev derfor udstedt påbud til B&O om at levere til de 9 forretninger på B&O's almindelige vilkår. Konkurrenceankenævnet stadfæstede Konkurrencerådets afgørlese af 25. november 1998 med den ændring, at påbuddet til Bang & Olufsen A/S om at sælge selskabets produkter til de 9 forretninger, der var omfattet af henvendelsen af 22. december 1997 fra Merlin A/S, på selskabets sædvanlige vilkår skulle begrænses til at angå de forretninger, som opfyldte omsætningskravet, og blev betinget af, at forretningerne var indrettet i overensstemmelse med de indretningskrav, som B&O kan stille. Både markedsafgrænsning og dominanskonklusion må i dag anses for forkerte.

Konkurrencestyrelsen afviste en klage fra Hartmann Books Ltd. over leveringsnægtelse fra Jurist- og Økonomforbundets forlag. Konkurrencestyrelsen lagde vægt på, at Jurist- og Økonomforbundets forlag ikke indtog en dominerende stilling på markedet for juridisk og økonomisk faglitteratur. Styrelsen lagde endvidere vægt på, at levering uden boghandlerrabat var forlagets sædvanlige vilkår til udenlandske boghandlere, og at sagen i øvrigt var af begrænset økonomisk betydning.

På baggrund af en klage fandt konkurrencestyrelsen, at Bornholms Kørelærerforenings medlemsbestemmelser var i strid med KL § 6, stk. 1. Bestemmelserne indeholdte blandt andet krav om, at medlemmerne skulle tage en bestemt mindstepris samt begrænsninger i markedsføringen. Fravigelse herfra ville medføre eksklusion og dermed udelukkelse fra foreningens manøvrebane som var den eneste på Bornholm. Konkurrencestyrelsen fandt endvidere, at lignende bestemmelser om mindstepriser og begrænsningen af markedsføring fandtes blandt så stor en del Dansk Kørelærer-Unions medlemmer at de til sammen havde en konkurrencebegrænsende virkning. Konkurrencerådet meddelte herefter et påbud til Bornholms Kørelærerforening om de indgåede aftaler om prisfastsættelse og annoncering var i strid med KL § 6, stk. 1, og skulle ophæves. Endvidere meddelte Rådet Dansk Kørerlærer-Union at foreningen skulle afholdes sig fra, at anbefale bestemte priser for forskellige ydelser.

På baggrund af en klage skulle Konkurrencerådet afgøre om Kære Børn a.m.b.a.'s vedtægter var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1. I alt 4 bestemmelser skulle undersøge, hvilket var et forbud mod videresalg, vareudvalgets fastsættelse af udsalgspriser, forbud mod dobbelt medlemskab og karanstiden efter udmeldelse. Konkurrencerådet fandt, at forbuddet mod videresalg, vareudvalgets fastsættelse af udsalgspriser og karenstiden for udmeldelse alle var omfattet af KL § 6, stk. 1 og blev derfor påbudt ophævet. Konkurrencerådet fandt derimod, at et forbud mod dobbelt medlemsskab ikke var omfattet, idet der ville opstå en loyalitetskonflikt hos medlemmet over hvilken forenings koncept det skulle følge, hvorfor det opfyldte formålet med indkøbsforeningen. Rådet afviste at Kære Børn havde overtrådt KL § 11, idet rådet ikke var af den opfattelse, at Kære Børn indtog en dominerende stilling på markedet. Konkurrenceankenævnet stadfæstede Konkurrencerådets afgørelse af 16. december 1998.

Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) klagede ved brev af 22. juni 1998 til Konkurrencestyrelsen over Andelsfærgeselskabets Læsø a.m.b.a. fastsættelse af færgetakster. Taksstrukturen var indrettet således, at vognmandsforretninger hjemmehørende på Læsø fik en billegere færgetakst end udefra kommende vognmænd. Konkurrencestyrelsen udtalte, at fastsættelse af de differentierede færgetakster var en anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen. Konkurrencestyrelsen anbefalede Læsø kommunalbestyrelse og Andelsfærgeselskabet, at ændre takststrukturen.

Danske Shell A/S og DLG a.m.b.a. anmeldte hver for sig en agentaftale af 1. februar 1994 mellem Dansk Landbrugs Grovvareselskab a.m.b.a. (DLG) og Shell Oli ApS (Shell) med DLG som agent og Shell som agenturgiver. Parterne var af den opfattelse, at aftalerne ikke var omfattet af forbuddene i konkurrencelovens kapitel 2, allerede fordi der var tale om agentaf-taler. Konkurrencestyrelsen fremsendte – på baggrund af Kommissionens meddelelse fra 1962 vedrørende aftaler med ”handelsagenter og kommissionærer” – en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9.

Konkurrencestyrelsen fandt, at et anmeldt kalkulationssystem for autolakeringsarbejde var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, og kunne derfor ikke gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Systemet, der var anmeldt af Foreningen af Auto- og Industrilakerere (FAI), indholdte en vejledende normering FAI-værkstedernes tids- og materiale forbrug samt materialeindkøbspriser. Systemet indeholdte ingen normering af værkstedernes timepris eller materialeanvancer. Systemet kunne derfor danne referenceramme for de enkelte værksteder, for at bedømme dets effektivitet i henhold til tids- og materialeforbrug og tildels også i henhold til indkøbspris af materialer og kunne derfor effektivisere værkstederne. Konkurrencestyrelsen fandt derfor, at betingelserne i KL § 8, stk. 1, nr. 1-4, var opfyldt, og derfor derfor kunne meddelse en individuel fritagelse for kalkulationssystemet, hvilket blev meddelt FAI.

Den 16. december 1998 afgav Konkurrencerådet svar på Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) anmeldelse af foreningens vedtægter og etiske regelsæt. DE havde anmodet om en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9 og KL § 11, stk. 4 og subsidiært fritagelse efter KL § 8, stk. 1. Rådet meddelelte DE at vedtægterne og det etiske regelsæt kunne gives en ikke-indgrebserklæring, pånær vedtægternes § 20, som heller ikke kunne gives en fritgaelse efter KL § 8, stk. 1. Bestemmelsen indeholdte en indskrænkning i medlemmernes handlemuligheder i forhold til samarbejde med ikke-medlemmer. § 20 indeholdte forbud mod kompagniskab med ikke-medlemmer, forbud mod ansættelse af personer i bestyrelser som ikke var medlemmer af DE, at forbud mod ansættelse af ejendomsmælgere som er medlem af en anden interesseorganisation end DE samt forbud mod at lade sig ansætte hos et ikke-medlem. Bestemmelse vurderes derfor til at få medlemmer til afstå samarbejde med ikke-medlemmer og dermed begrænse konkurrence væsentligt. Desuden blev det vurderet at DE indtog en dominans på markedet for ejendomsmæglere, idet DE omfattede 90% af registerede ejendomsmælgere. Rådet meddelte derfor at vedtægterne ikke kunne gives en ikke-indgrebserklæring før end at ovenstående bestemmelse blev fjernet. På baggrund af sagens karakter og forløb samt afgørelsens indhold fandt Konkurrenceankenævnet ved kendelse af 20/2-2001, at klagen skulle tillægges opsættende virkning. Klagen endte dog med at blive hævet.

Ved anmeldelse af et aftalekompleks vedrørende anvendelse af Autotaks-systemet, der er et edb-system til brug for skadesopgørelse i forbindelse med forsikringsskader på biler, fandt Konkurrencestyrelsen ikke at aftalekomplekset kunne gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, idet betingelserne herfor ikke var opfyldt. Styrelsen lagde vægt på, at systemet indeholdte vejledende arbejdstids- og afregningspriser for lakeringsarbejde. Dette ville fastlåse de indbyrdes prisforhold imellem værksteder, og gik derfor udover hvad der var nødvendigt for at opnår de effektivitetsfremmende virkninger af systemet, og opfyldte derfor ikke betingelse i KL § 8, stk. 1, nr. 3. Konkurrencerådet udstedte derfor påbud om, at aftalekomplekset i sin nuværende udformning skulle ophæves.

I forbindelse med en delvis afgivelse af manglende oplysninger anmodede LKs advokat ved brev af 4. november 1998 om aktindsigt i en igangværende undersøgelse. Årsagen til anmodningen var, at LK havde erfaret, at Konkurrencestyrelsen har indhentet oplysninger fra selskabets kunder om deres samhandel med LK. Advokaten har derfor anmodet om oplysning om, hvilke virksomheder, styrelsen har rettet henvendelse til og udbedt sig kopi af de spørgsmål, der er stillet og af de eventuelt afgivne svar. Konkurrencestyrelsen har afslået advokatens begæring om aktindsigt. Sagen er formentlig en del af LK A/S grossistaftaler fra december 2000. Konkurrenceankenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Konkurrencerådet. Ankenævnet fandt ikke, at Konkurrencerådet havde taget stilling til, i hvilket omfang klagers krav på aktindsigt efter forvaltningslovens § 9, skulle imødekommes under hensyn til de begrænsninger i denne adgang, som følger af andre regler.

Competition has long played an uneasy role in the insurance industry. If consumers cannot easily observe the financial health of their insurers, competition between insurers may drive premiums down to the point where the risk of failure is high. For several decades the regulatory response was to limit entry and constrain premiums. In addition, special exemptions were granted to this sector under the competition laws. More recently, however, regulatory reform has lead to a substantially greater reliance on competition and a greater regulatory focus on prudential regulation. Against this background, the round-table explores regulatory reform and competition policy issues in the insurance sector. To what extent is it possible to rely on competition in the insurance market? What regulatory controls remain necessary? What should be the limits to the antitrust exemption for this industry? Should insurers be allowed to share information on claims and the magnitude of risks? When does such information-sharing facilitate cartelisation? Is it necessary to have special rules regulating the way that insurance is sold through intermediaries? How should competition authorities interact with insurance regulators in handling competition cases? This document comprises proceedings in the original languages of a Roundtable on Competition and Related Regulation Issues in the Insurance Industry which was held by the Working Party n°2 of the Committee on Competition Law and Policy in June 1998. This compilation, which is one of several published in a series named “Competition Policy

Konkurrencerådet bad i 1998 styrelsen om at udarbejde et notat om de konkurrencemæssige aspekter i situationer, hvor der er et teknologisk skabt first mover monopol med netværkseksternaliteter på et infrastrukturmarked (upstream marked), med en nødvendig karakter i forhold til adgangen til tilknyttede tjenestemarkeder (downstream markeder). Notatet lå derved i forlængelse af styrelsens notat af 26/8-1998, der behandlet prissætningen hos forsyningsmonopoler. Principperne her galt i princippet også for teknologiske first mover monopoler. Alligevel adskilte de sig nok til et selvstændigt, og dybere notat. Dette notat giver et bud på, hvordan den konkrete pris for adgang og anvendelsen af infrastrukturen i first mover monopolet bør fastsættes i forhold til konkurrenceloven. Den anviste prisfastsættelsesmetode er så generel, at den også forudsættes at kunne anvendes i forhold til forsyningsmonopoler. Der kan dog være tilfælde, hvor et forsyningsmonopol har en så anderledes omkostningsstruktur, at der bør anvendes andre prisfastsættelsesmetoder.

Konkurrencestyrelsen fandt, at en interessentskabskontrakt om et joint venture mellem Duni A/S og Asp-Holmblad A/S var omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, idet den indeholdte bestemmelser om en samlet markedsføring af produkter samt at parterne fraskrev sig retten til at konkurrere på det danske markedet. Ved vurderingen blev der lagt vægt på, at aftalen medførte en styrkelse af parternes i forvejen dominerende positioner på det danske marked. Desuden ville konkurrencen blive begrænset væsentligt, da det ville være svært for konkurrenter at matche parternes samordnede udbud. Aftalen ville også virke som en markedsopdeling. Styrelsen fandt desuden ikke anledning til, at give kontrakten en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, idet sortimentsaftalen ihverken ville medføre en effektivitets- eller omkostningsgevinster. Styrelsen fandt heller ikke, at aftalen ikke indeholdte mekanismer som ville sikre, at en evt. effektiviseringsgevinst ville komme aftagerne til gode, hvilket skal sammenholdes med parternes storemarkedsandele, hvorved der ikke er noget konkurrencemæssigt pres der sikre en rimelig andel af eventuelle prisfordele tilfalder forbrugerne. Styrelsen fandt også, at eksklusivitetsklausulen ikke var nødvendig for at opnå aftalens mål. Konkurrencerådet udstedte påbud til parterne om at ophæve aftalen.

DSB gods anmeldte den 30. juni 1998 en samarbejdsaftale mellem Post Danmark (PDK) og DSB gods vedrørende befordring af postprodukter mellem ni danske postcentre. Parterne har ansøgt om en erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9, subsidiært om en fritagelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1. På det foreliggende grundlag meddelte Konkurrencestyrelsen parterne, at deres ansøgning om en erklæring om ikke-indgreb kunne imødekommes.

Københavns Lufthavne A/S varslede i september 1998 en række forhøjelser af lufthavnsafgifterne, hvilket fik en række flyselskaber til at klage til KFST. Da kompetencen til at godkende takstforhøjelserne lå hos ministeriet afgav KFST en udtalelse om rimeligheden takstforhøjelserne. Styrelsen fandt konkret forhøjelserne rimelige, men anbefalet ændre luftfartslovens § 71 således, at både principperne for fastsættelse af takster for lufthavnsselskabers anvendelse af danske lufthavne og myndighedsopgaverne herom overgik til regulering efter den almindelige konkurrenceregulering. Ved brev af 20. januar 1999 afviste Trafikministeriet styrelsens synspunkter.

På baggrund af EU beslutning om en gradvis liberalisering af markedet for ground handling-ydelser i lufthavne fra 1998 udsendte KFST et notat, om principperne i det vedtagne direktiv, den gradvise åbning samt styrelsens tilsyns med området.

Konkurrencestyrelsen fandt, at en vedtægtsbestemt aftageforpligtelse i i/s Sjællandske Kraftværkers (SK) vedtægter var at sidestille med en eksklusivforpligtelse. Bestemmelsen var derfor omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, og der kunne derfor ikke afgives en ikke-indgrebserklæring. Bestemmelsen betød at interessenterne ikke måtte producere eller aftage elektricitet fra andre end SK. Dermed blev interessenterne begrænset i deres handlefrihed, og styrelsen vurderede at bestemmelsen gik længere end nødvendigt, hvorfor betingelserne for individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1, ikke var opfyldt. Det blev herefter meddelt SK, at bestemmelsen skulle ophæves.

På baggrund af en brevveksling mellem Select Sport og Konkurrencestyrelsen meddelte Select Sport, at de ville optage levering til en sjællandsk sportsforretning. Leveringsnægtelsen var givet på baggrund af, at Select Sport følte sig godt dækket ind i det pågældende område. Konkurrencestyrelsen fandt, at Select Sport indtog en dominerende stilling på markedet, hvorfor leveringsnægtelsen kunne være misbrug af dominerende stilling efter KL § 11.

A/S De Forenede Teglværker (DFT), som var salgskontor for 9 selvstændige teglværker, anmeldte sine vedtægter samt samarbejdsaftalerne imellem salgskontoret og teglværkerne. Konkurrencestyrelsen fandt, at det etablerede samarbejde betød en samordning af teglværkernes adfærd, hvorfor konkurrencen blev begrænset. Vedtægterne og samarbejdsaftalerne var derfor omfattet af forbuddet i KL § 6, stk. 1, og kunne derfor ikke gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Aftalerne bevirkede, at der skete en mængdetilpasning, idet DFT havde eneret på markedføring, og at de detalgende teglværker kun havde en stærkt begrænset mulighed for at sælge deres produkter uden om DFT. Styrelsen menter derfor ikke, at der skete en effektivisering af produktionen, hvorfor der ikke kunne gives en individuel fritagelse efter KL § 8, stk. 1. Konkurrencerådet udstedte påbud til DFT om at ophæve aftalekomplekset.