Konkurrencestyrelsen tilkendegav overfor Telestyrelsen, at den fremsendte aftale om samtrafik lå inden for rammerne af de principper for samtrafikaftaler, der tidligere var blevet vedtaget af Konkurrencerådet. Samtrafikaftalen var indgået mellem Tele Danmark og Uni Tel Europe, og oversendt til Konkurrencerådets udtalelse, jf. daværende bestemmelser i telelovgivningen.

I forbindelse med Topdanmark Forsikring A/S anmeldelse af en række aftaler til Konkurrencestyrelsen jvf. anmeldelsesskema K1 bad virksomheden om fritagelse for pligten til at afgive oplysninger om de 5 største kundeforhold. Der henvistes bl.a. til at dette kunne være i strid med fortrolighedsprincippet i § 258 i lov om forsikringsvirksomhed. Styrelsen accepteret dette. Det er uklart hvad den underliggende sag vedrørte.

Konkurrencerådet vedtog, at Montana Møbler A/S' leveringsnægtelse overfor en møbelforhandler var et misbrug af dominerende stilling, jf. KL § 11, og der blev derfor pålagt Montana leveringspligt. Rådet mente, at Montana indtog en dominernede stilling på markedet for prestigeprægede reoler. Afgrænsningen af produktmarkedet omfatter en udsondring af et separat luksusmarked ved siden af det almindelige marked, og fremstår derfor, navnlig i en moderne kontekst, forkert. Stadfæstet af Konkurrenceankenævnet.

Konkurrencerådet fandt at en indgået konkurrenceklausul, der begrænset anvendelse af en kran, var konkurrencebegræsnende. Konkurrenceklausulen var indeholdt i en købsaftale mellem A. Henriksen Shipping og Københavns Havn om en containerkran og bestemte, at kranen ikke måtte bruges til losning der kunne konkurrere med Københavns Havn. Konkurrenceankenævnet ophævede Konkurrencerådets afgørelse ved kendelse af 18/12-99, idet ankenævnet ikke fandt klausulen egnet til at begrænse konkurrencen.

Although airlines have long sought to enter alliances, an important new development in the last decade has been the crystallization of international airline alliances around major airline groupings. The scope and nature of these alliances differ, but there is a tendency towards deeper alliances involving co-operation on all aspects of the airline business. These super-alliances are coming as close to actual mergers as aviation’s Byzantine regulations allow, raising fundamental questions for competition policy-makers and enforcers. Alliances have the potential both to enhance the level and quality of services offered to consumers and to significantly restrict competition. Why do airlines seek to enter such alliances? What are the benefits to the airlines or consumers? How do alliances restrict competition? What is the role played by frequent-flyer programmes and other loyalty schemes? What remedies should competition authorities consider to alleviate the harmful effects of alliances? What is the appropriate role for international co-operation between authorities? This document comprises proceedings in the original languages of a Roundtable on Competition Issues in the Allocation of Airport Take-Off, Landing Slots and Ground Handling Services which was held by the Working Party n°2 of the Committee on Competition Law and Policy in June 1997. This compilation which is one of several published in a series named “Competition Policy Roundtables” is issued to bring information on this topic to the attention of a wider audience.

Konkurrencerådet fandt, at Foreningen af Statsautoriseredee Revisorers (FSR) anmeldte regler om en kvalitetskontrolordning ikke faldt ind under forbudet i KL § 6, hvorfor den kunne gives en ikke-indgrebserklæring efter KL § 9. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at FSR's kvalitetskontrolordning 1) alene havde til formål og følge, at medlemmerne fastholder og forbedre det kvalitetsniveau, loven foreskriver for udøvelse af statsautoriseret revisorvirksomhed, 2) var tilrettelangt, så den ikke er mere omfattende end nødvendigt for at nå målet og 3) ikke indebar nogen konkurrencebegrænsning, hverken mellem FSR-medlemmer indbyrdes eller i relation til ikke-medlemmer. Sag om aktindsigt behandlet af ankenævnet ved kendelse af 18/12-1998.

Konkurrecestyrelsen og Telestyrelsen udarbejdet på grundlag af en række drøftelser i fællesskab et notat, hvori der blev opstillet en række oplysninger og analyser, som Tele Danmark skulle tilvejebringe. Notatet blev drøftet med Tele Danmark, som forpligtede sig til at vende tilbage snarest. Notatet blev forelagt og behandlet af Konkurrencerådet den 26. august 1998.

Konkurrencestyrelsen tilkendegav overfor Telestyrelsen, at de fremsendte aftaler om samtrafik mellem Tele Danmark og henholdsvis Nordiska Tele 8 AB, IBM Damark A/S, Mobilix A/S og Tele Danmark Mobil samt de fremsendte tillæg til tidligere indgåede samtrafikaftaler mellem Tele Danmark og henholdsvis Tele2, Telia og Interroute Denmark A/S lå inde for rammerne af de principper for samtrafikaftaler, der tidligere var blevet vedtaget af Konkurrencerådet.

Konkurrencestyreslen meddelte Telestyrelsen, at den fremsendte aftale mellem Sonofon og NESA om adgang til datatransmissionsforbindelser var inden for de rammer Konkurrencerådet tidligere havde vedtaget for samtrafikaftaler, såfremt Telestyrelsen fandt at aftalen faldt under samtrafikloven. Såfremt Telestyrelsen ikke fandt at aftalen faldt under samtrafikloven, ville aftalen være omfattet konkurrenceloven herunder forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Konkurrencerådet fandt at en bestemmelsen i Søllerøds kommunes udlejningsaftaler, der forbød servering af alkohol på ejendomme, var konkurrencebegrænsende. Konkurrenceankenævnet underkendte dette ved kendelse af 29/9-98, idet ankenævnet ikke mente at vilkåret kunne påvirke konkurrence mærkbart negativt. Ankenævnets kendelse ser ud til at være den første danske afgørelse, der kvalificer kravet om at konkurrencen skal påvirkes negativt førend der foreligger en overtrædelse af konkurrencereglerne.

Konkurrencerådet fandt, at VVS-grossisterne Sanistål A/S og Brdr. Dahl A/S misbrugte deres dominerende stilling efter KL § 11 ved udelukkende at ville handle med autoriserede vvs-installatører. Sagen var kommet i stand som følge af en klage fra et byggefirma, som blev nægtet at købe varer af de to grossister. Virksomhederne udtalte, at deres kundegruppe, autoriserede vvs-installatører, var i direkte konkurrence med andre på de arbejdsområder, der ikke krævede autorisation, og for ikke at skade deres forhold til deres primære kundegruppe, som havde ytret utilfredshed med, at virksomhederne havde handlet med andre end autoriserede vvs-installatører, nægtede de at sælge til andre end autoriserede vvs-installatører. Konkurrencerådet påbød de to vvs-grossister at ophæve leveresnægtelsen til andre end autoriserede vvs-installatører.

Konkurrencestyrelsen fandt, at tilbud om PC- og internetadgang i den kommunale fritids- og ungdomsklub faldt ind under de forpligtelser kommunen havde som følge af bistandslovens § 73 a, stk. 1. Styrelsen havde blandt andet lagt vægt på de socialpolitiske og fordelingspolitiske hensyn ved afgørelsen. Endvidere havde styrelsen også fundet, at den konkurrenceforvridende virkning tilbuddet medførte i det konkrete eksempel ikke var væsentlig.

Konkurrencerådet fandt ikke, at den liste udsendt af Gulvbranchens Vådrumskontrol over hvilke vådrumsbelægninger brugt af foreningens leverandørmedlemmer, kunne anses for at konkurrenceforvridende i form af at arkitekter og bygherrer ville blive bragt i den opfattelse, at såfremt produktet ikke var optaget på listen, at produktet derfor ikke opfyldte gældende kvalitetskrav.

I forbindelse med ikraftrædelsen af konkurrenceloven udarbejdet konkurrencestyrelsen en vejledning om konkurrenceloven og den offentlige sektor.

Konkurrencestyrelsen tilkendegav overfor Telestyrelsen, at den fremsendte aftale om samtrafik lå inde for rammerne af de principper for samtrafikaftaler, der tidligere var blevet vedtaget af Konkurrencerådet.

På baggrund af en henvendelse fra Fjernbusforeningen meddelte Konkurrecestyrelsen overfor foreningen, at der ikke ud fra momsmæssig hensendende var forskelsbehandling ved overførelse af passagerer med tog eller bus på den faste Storebæltsforbindelse, da adgangen til forbindelsen var momspligtig, uanset hvem aftageren var.

På baggrund af en klage fra en privat virksomhed, fandt Konkurrencestyrelsen at en særaftale mellem Odense Kommune og Kolding Kommune vedrørende tilladelse til deponering af bil-schredderaffald for en enkelt virksomhed kunne være konkurrenceforvridende. Dog fandt styrelsen at der ikke var grundlag for at forfølge sagen yderligere, da aftalen var tidsbegrænset og aftalen var indgået med henblik på at afhjælpe et presserende miljøproblem.

Samtrafikaftaler er reguleret i henhold til telelovenlov, I følge den daværende udformning heraf skulle Konkurrencerådet overfor Telestyrelsen afgive en bindende udtalelse om, hvorvidt samtrafikaftaler indeholder vilkår, der udgjorde en overtrædelse af konkurrenceloven. Udtalelsen skal omfatte aftalevilkårene og ikke eksempelvis de aftalte priser, som er under Telestyrelsens kompetence i henhold til sektorspecifik lovgivning. Hidtidige aftaler havde alle haft Tele Danmark som den ene part og indeholdt bestemmelser om minimumskøb. Krav om minimumskøb kunne begrænse konkurrencen og skabe adgangsbarrierer til markedet. Sådanne vilkår kunne derfor konflikte med konkurrencelovens §§ 6 eller 11. Konkurrencerådet vedtog derfor et notat, der sammenfattet principperne for den fremtidige bedømmelse af samtrafikaftaler.

Konkurrencerådet fandt, at Matas A/S' vedtægtbestemmelser om optagelse af nye butikker i kædesamarbejdet, faldt ind under gruppefritagelsen for kædesamarbejde i detailhandlen.

Ifølge vedtægterne kunne Matas afslå ansøgning om nye butikker, hvis 1) områdets kundegrundlag ikke skønnes at være tilstrækkeligt, 2) områdets Matas-omsætning dækkes effektivt af de eksisterende Matas-forhandlere eller 3) etableringen måtte anses at skade Matas-kædens image.

En række spørgsmål blev indbragt for Konkurrenceankenævnet. Det første vedrørte adgangen til aktindsigt for en klager. Her fandt ankenævnet at der skulle indrømmes aktindsigt i den del af materialet, som var relevant for deres respektive sager. Det næste vedrørte eventuelt mundtlig forhandling. Her fandt Konkurrenceankenævnet at det ville være mest hensigtsmæssigt, at sagen blev berammet til mundtlig forhandling med henblik på afgørelse af sagens realitet, således at der i forbindelse med denne kunne tages stilling til eventuelle udestående aktindsigtsspørgsmål og i givet fald behovet for fortsat forhandling. Det sidste vedrørte den materielle sag.

Ved kendelse af 15/10-99 stadfæstet Konkurrenceankenævnet Konkurrencerådets afgørelse for så vidt angik Matas A/S’ regelsæt om beliggenhedsgodkendelse, men hjemviste spørgsmålet om Matas A/S' centerprioritetsregel til fortsat behandling. Spørgsmålet indgik derfor i rådets afgørelse af 21/6-2000 om Matas vedtægter.

Konkurrencestyrelsen fandt ikke, at det var i strid med lovgivningen, at Nilfisk Nordic A/S nægtede rabat til en given forhandler. Nilfisk begrundede ophøret af rabatgivningen med, at rabat først blev givet ved køb af en vis mængde. Konkurrencestyrelsen indkærpede i denne forbindelse overfor Nilfisk, at et afslag på at blive forhandler, skulle ske ud fra kvalitative kriterier der gælder ens for alle forhandlere.