Swedish Match North Europe AB

De svenske konkurrencemyndigheder (KKV) mente, at Swedish Match North Europe AB havde overtrådt Artikel 102 og den svenske pendant til kl. § 11 ved at forfølge en politik rettet mod at foreclose markedet for snus. De havde derfor anlagt en sag ved den svenske Patent- och marknadsdomstolen. Misbruget bestod i, at Swedish Match North via kontrollen med leverede snuskølere søgte at hæmme konkurrenternes markedsadgang. Snuskølere blev leveret af producenterne, hvilket i praksis var Swedish Match henset til disses 80 % markedsandel, og var grundet tobakslovgivningen reelt eneste måde at “reklamere” for produkterne. Implicit heri havde KKV defineret et selvstændigt marked for snus og snuskølere til opbevaring heraf, der bestod af forskellige segmenter, herunder et premium segment, hvor Swedish Match var enerådende, og et mellem- og lavprissegment, hvor der eksisterede en grad af konkurrence. Domstolen accepterede den brede markedsafgrænsning, men en af dommerne (med en økonomisk baggrund) voterede for de tre segmenter som selvstændige markeder (p. 194ff). Indtil 2012 havde Swedish Match North accepteret (med visse forbehold) at konkurrerende mærker blev opbevaret i leverede snuskølere, men herefter blev dette ændret. Ikke til en direkte nægtelse, men via krav til mærkning, logo og præsentation af produkterne, herunder på hylderne i kølerne. Udover instrukser til butikkerne havde konsulenter fra Swedish Match direkte omarrangeret/erstattet konkurrenternes mærker, således at disse ikke kunne ses af kunderne, herunder heller ikke prisen. Da konkurrenterne ofte var billigere end Swedish Match, var navnlig det sidste et vigtigt konkurrenceparameter. Swedish Match North fremførte forskellige forklaringer, herunder at der alene var tale om anbefalinger, og i øvrigt at det skete for at sikre en forbrugervenlig fremvisning. Derudover indikerede en økonomisk analyse (fra Copenhagen Economics) fraværet af en mærkbar effekt. Disse argumenter blev afvist, og i stedet blev en overordnet foreclosurestrategi identificeret, hvor de enkelte tiltag passede ind. Herefter blev en bøde på SEK 37.982.000 udmålt. Sagen minder om den danske Arla sag (Retten i Århus dom af 10. februar 2006 – Arla Foods), hvor et dominerende selskab havde forsøgt at ekskludere en mindre konkurrent, men bør dog ses i lyset af en række konkrete forhold. For det første kunne adgangen til snuskølere anses som afgørende for markedsadgangen, henset til den begrænsede plads i butikken og konkurrenternes begrænsede markedsandel. To forhold, der gjorde det svært at installere mere end en snuskøler (se p. 52). For det andet syntes domstolen at anlægge en skærpet misbrugsdedømmelse (p. 159) i lyset af Swedish Matchs superdominerende markedsandel. For det tredje indrømmede Swedish Match forskellige former for betaling i form af rabatter for eneretten til at placere reklamer uden på kølerne. En betaling som konkurrenterne, grundet deres lavere markedsandel, ikke kunne matche, og således en ligeså effektiv konkurrent kunne ekskluderes. For det fjerde havde Swedish Match formuleret en aktiv foreclosurestrategi, der var udmøntet i konkrete tiltag. Domstolen (p. 160) bemærker således eksistensen af “.. konkurrensebegänsende avsikt…” og syntes at tillægge dette betydning. Sagen kan derfor formentlig tages til indtægt for, at hvis der er formuleret en overordnet foreclosurestrategi, kan mindre tiltag rettet mod disse betragtes som et misbrug. Også selvom de ikke i praksis har nogen (mærkbar) effekt og isoleret set kunne fremstå uskyldige og acceptable. Derudover bør selskaber, som lever udstyr (gratis) til butikker nøje overveje, hvilke krav de knytter til brugen heraf, fx at kun egne produkter må sælges via dette. Se fx Carlsbergs standardaftaler med horeca-sektoren fra 26/10-05 for eksempel på en sådan sag. Sagen blev underkendt ved appeldomstolen (29/6-2018).