Post Danmarks individuelle og generelle rabatter for magasinpost (magasinpost II)

Sagen vedrørte, om Post Danmark havde overtrådt kl § 11 og artikel 102 ved for det første at yde individuelle målrabatter til de fire største magasinpostkunder på markedet i perioden 2007-2009 og for det andet ved i selskabets generelle prislister at fastsætte minimumsbetingelser pr. titel pr. forsendelse for, at et magasin kan sendes til magasinpostpris. Magasiner er uge- og månedsblade, kataloger, brochurer, tidsskrifter og fagblade mv., medens magasinpost er betegnelsen for distributionen heraf. Konkurrencerådet fandt, at Post Danmark i perioden 2007-2009 havde en markedsandel på over 80 pct. og derved var meget dominerende, og reelt var andelen højere, da Bring Citymail, den hidtil største konkurrent, havde forladt markedet. I perioden 2007-2009 havde Post Danmark ydet betydelige individuelle målrabatter på mellem [0-20] pct. og [20-40] pct. på de generelle listepriser til sine fire største kunder. Herudover havde Post Danmark opstillet nogle minimumskrav til oplag pr. forsendelse og antal forsendelser pr år, der i praksis medførte kumulerende (retroaktive) elementer. I sin vurdering fandt Konkurrencerådet, at de individuelle målrabatter til tre ud af fire kunder de facto var betingede af eksklusivitet, og tilmed støttet af konkrete trusler overfor kunder, som havde overvejet at skifte. Målrabatterne var endvidere rettet mod kunder af strategisk betydning ved at udgøre over halvdelen af Post Danmarks omsætning på magasinpost. I forhold til de opstillede minimumskrav pr. titel pr. fandt konkurrencerådet, at disse gav kunderne et stærkt incitament til at fravælge konkurrenter, hvis kunderne lå tæt på minimumsgrænserne. Konkurrenterne var derfor nødt til at droppe prisen markant for at kompensere kunden for rabattabet. Post Danmark havde, i følge Konkurrencerådet, ikke kunnet dokumentere en objektiv økonomisk begrundelse for hverken de individuelle målrabatter eller minimumskravene, men alene henvist til et “meeting the competition”- defence. I forhold til de individuelle målrabatter bemærkede Konkurrencerådet, at disse også kunne virke diskriminerende mellem kunder i indbyrdes konkurrence. KFST havde dog af ressourcegrunde valgt ikke at forfølge dette element yderligere. Det samme gjaldt i forhold til nogle individuelle målrabatter til udvalgte store maxibrevskunder, der også kunne være afskærmende, men som af ressourcemæssige grunde ikke blev undersøgt nærmere. Konkurrencerådet udstedte herefter påbud om at ændre rabatter og krav. Konkurrenceankenævnet stadfæstede ved kendelse af 8/12-2011, at der forelå en misbrugsadfærd fsv. angår målrabatterne, men ophævede afgørelsen fsv. minimumskravene, ikke pga. fraværet af et retroelement, men fordi Post Danmark havde godtgjort eksistensen af en omkostningsmæssig begrundelse. Derudover afviste Konkurrenceankenævnet, at det havde betydning i sig selv, at Konkurrencerådet reelt havde behandlet, men undladt at fordømme, minimumkravene i 2007 (afgørelse af 30/8-2007 – magasinpost I). Konkurrenceankenævnet valgte herefter at ophæve og hjemvise hele afgørelsen. Ved kendelse af 17/3-11 var der afvist at indrømme opsættende virkning. Konkurrencerådet traf en ny magasinpostafgørelse den 17. maj 2017.