Mødedato: 22-02-2006

Oprettelse af Ferti Supply

Resumé

Transaktionen medførte dannelsen af et JV kaldet “Ferti Supply” mellem DLG, AgroDK og Yara Danmark rettet mod at overtage parternes grossistaktiviteter, dvs. indkøb, salg og distribution af gødning i Danmark. Parterne ønskede derved at skabe synergieffekter i den danske værdikæde, fx i form af skalafordele (fælles indkøb og oplagring) og logistiske fordele (transport og strategi vedr. fordeling af gødning mellem lagrene). Indkøb kunne ske hos Yara efter en fordelagtig prismodel, mens DLG/AgroDK ville kunne understøtte et fintmasket distributionsnetværk over hele Danmark, bl.a. ved at leje lagerfaciliteter. Indlagt i aftalen var forskellige former for eksklusivitet. Det relevante produktmarked var handelsgødning, såvel fast som flydende. Styrelsen overvejede at afgrænse markedet mere snævert, men fandt, at det ikke havde betydning for vurderingen. Såvel produktions-, grossist- og detailled vurderedes at blive påvirket ved dannelsen af joint venturet, hvorfor Ferti Supplys indflydelse på alle 3 led i værdikæden indgik i den samlede vurdering. Konkurrencestyrelsens markedsundersøgelse afdækkede bekymringer i alle led af værdikæden. Bekymringerne omhandlede primært adgangen til det danske marked, forsyningssikkerhed og prisstigninger, samt effekten af den 3-årige eksklusivitet mellem Ferti Supply og DLG/AgroDK. Det sidste skyldtes, at eksklusiviteten downstream ville have den følge, at Ferti Supply fik eneret til at levere til 55-60 pct. af det danske detailmarked, hvorved der ville ske en effektiv afskærmning af denne del af markedet. Samtidig ville samarbejdet mellem DLA Agro og Kemira betyde, at 1/3 af detailmarkedet afskærmedes i forhold til konkurrenter til Kemira. Der var risiko for, at det herefter ville være vanskeligt for konkurrenter til Yara – og Kemira – at få adgang til det danske marked, da de ikke ville have mulighed for at levere direkte til DLG/AgroDK. Parterne tilbød derfor at ændre de 3-årige eksklusivitetsbestemmelser upstream og downstream til 1-årige aftaler, der automatisk ophørte ved gødningsårets udløb d. 30. juni. Dermed var parterne i princippet fritstillede fra år til år. Den 1-årige aftale indebar, at DLG/AgroDK forpligtede sig til at aftage en vis mængde fra Ferti Supply det pågældende år, men samtidig var de ikke afskåret fra at købe fra andre. Konkurrencestyrelsen konkluderede dermed, at tilsagnene og den deraf følgende ophævelse af eksklusiviteten downstream gjorde, at oprettelsen af Ferti Supply kunne godkendes, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1.

Myndigheder

Rådet

Regler

Fusion

Udfald

Tilsagn

Opfølgninger

Tilsagn

Skadesteorier

Afskærmning

Brancher

Grossistmarkedet

Samhandeler

Ikke relevant

Produktmarkeder

Indkøb, salg og distribution af gødning