Mødedato: 25-02-1998

Klager over Matas A/S

Resumé

Konkurrencerådet fandt, at Matas A/S’ vedtægtbestemmelser om optagelse af nye butikker i kædesamarbejdet, faldt ind under gruppefritagelsen for kædesamarbejde i detailhandlen. Ifølge vedtægterne kunne Matas afslå ansøgning om nye butikker, hvis 1) områdets kundegrundlag ikke skønnes at være tilstrækkeligt, 2) områdets Matas-omsætning dækkes effektivt af de eksisterende Matas-forhandlere eller 3) etableringen måtte anses at skade Matas-kædens image. En række spørgsmål blev indbragt for Konkurrenceankenævnet. Det første vedrørte adgangen til aktindsigt for en klager. Her fandt ankenævnet at der skulle indrømmes aktindsigt i den del af materialet, som var relevant for deres respektive sager. Det næste vedrørte eventuelt mundtlig forhandling. Her fandt Konkurrenceankenævnet at det ville være mest hensigtsmæssigt, at sagen blev berammet til mundtlig forhandling med henblik på afgørelse af sagens realitet, således at der i forbindelse med denne kunne tages stilling til eventuelle udestående aktindsigtsspørgsmål og i givet fald behovet for fortsat forhandling. Det sidste vedrørte den materielle sag. Ved kendelse af 15/10-99 stadfæstet Konkurrenceankenævnet Konkurrencerådets afgørelse for så vidt angik Matas A/S’ regelsæt om beliggenhedsgodkendelse, men hjemviste spørgsmålet om Matas A/S’ centerprioritetsregel til fortsat behandling. Spørgsmålet indgik derfor i rådets afgørelse af 21/6-2000 om Matas vedtægter.