Mødedato: 22-01-2021

Joint ventures – K/S Thorup-Sletten

Resumé

Transaktionen omfatter dannelsen af et selvstændigt fungerende joint venture, K/S Thorup-Sletten, mellem Eurowind Energy A/S og AURA VE A/S. Eurowind Energy A/S er moderselskab i Eurowind Energy-koncernen, hvis hovedaktivitet er ejerskab, drift, administration samt køb, salg og udvikling af vindmølle- og solcelleparker i Europa. Eurowind Energy-koncernen har aktiviteter inden for produktion og engrossalg af fysisk el og systemydelser på elmarkedet, samt endvidere aktiviteter vedrørende finansiel handel med el og salg af certifikater på elmarkedet. Eurowind Energy A/S er delvist kontrolleret af Norlys Holding A/S, som på elmarkedet blandt andet har aktiviteter inden for elforsyning, elhandel, energibesparelser samt vedvarende energiproduktion. AURA VE A/S er ejet af AURA Energi A.M.B.A., som omfatter en række virksomheder med aktiviteter inden for forsyning og energihandel. AURA Energi-koncernen har blandt andet aktiviteter inden for produktion og engrossalg af fysisk el og systemydelser på elmarkedet, elforsyning, detailsalg af el samt beslægtede aktiviteter og endvidere aktiviteter vedrørende internetydelser, telekommunikation, opladning af el-biler og delebiler. K/S Thorup-Sletten vil være aktiv på markedet for produktion og engrossalg af fysisk el, samt salg af systemydelser på elmarkedet. Selskabets vindpark vil bestå af 13 vindmøller på hver 4,3 MW. Fusionen blev godkendt efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.

Myndigheder

Styrelsen

Regler

Fusion

Udfald

Godkendt

Litra

12 c, stk. 7.

Skadesteorier

Ingen

Samhandeler

Ikke relevant