Mødedato: 21-06-2011

HEF Himmerlands Elforsyning A.m.b.a. over-tager AKE Forsyning AS og visse aktiver og aktiviteter af AKE Net

Resumé

Fusionen vedrørte HEF Himmerlands Elforsyning A.m.b.a. (HEF) og Aalborg Kommunes Elforsyning (AKE). Transaktionen gennemføres som en overdragelse af visse af AKE Nets aktiver og aktiviteter samt hele aktiekapitalen i AKE Forsyning A/S til HEF. Den overdragne virksomhed omfatter netvirksomhed og forsyningspligtvirksomhed og har karakter af en selvstændig virksomhed, der repræsenterer en markedsomsætning. HEF er moderselskab for HEF-koncernen, der beskæftiger sig med forskellige elforsyningsaktiviteter samt aktiviteter inden for drift af fibernet. Selskabet ejes af brugerne i HEFs forsyningsområde. Energi Nord er et el-handelsselskab, der udover at sælge el til slutkunder på markedsvilkår fungerer som forsyningspligtvirksomhed med bevilling i hhv. HEF Nets, Elforsyningen Nordvendsyssels og Elforsyningen Sydvendsyssels netbevillingsområde. Energi Nord sælger hovedsageligt strøm til kunder med et lavt strømforbrug (skabelonafregnet strøm). Idet fusionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke giver anledning til indsigelser, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt fusionen efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.

Myndigheder

Rådet

Regler

Fusion

Udfald

Godkendt

Opfølgninger

Nej

Litra

§12c, stk. 7

Skadesteorier

Ingen

Brancher

Energimarkedet

Samhandeler

Ikke relevant

Produktmarkeder

Markedet for skabelonafregnet strøm og for distribution af el.