Mødedato: 08-11-2000

Fusion mellem Danske Bank og RealDanmark

Resumé

Sagen vedrørte en fusion mellem Danske Bank og RealDanmark. Fusionen skaber en meget stor virksomhed på det finansielle marked. Koncernen Danske Bank vil få en markedsandel på 42 pct. blandt penge- og realkreditinstitutter og blive dominerende på en række områder. På bankmarkedet vil RealDanmarks bankvirksomhed – BG Bank – og Danske Banks aktiviteter blive slået sammen til Danmarks største pengeinstitut. Danske Banks og BG Banks filialer vil stadig være forskellige, men ”bag facaden” vil de to pengeinstitutter blive drevet som én. Begge selskaber har også aktiviteter på andre finansielle markeder. De ejer begge realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og ejendomsmæglervirksomheder. Den nye realkreditvirksomhed – Realkredit Danmark – vil blive Danmarks største. Ud fra en samlet vurdering er Konkurrencestyrelsen nået frem til, at fusionen – uden kompenserende foranstaltninger – ville skabe en betydelig risiko for, at konkurrencen på de relevante markeder ville fungere dårligere, end den gør i dag. Fusionen ville give Danske Bank muligheder for at påvirke markedet til gavn for Danske Bank, men til ugunst for forbrugerne og erhvervslivet. En fusion uden kompenserende foranstaltninger ville derfor være samfundsmæssigt uhensigtsmæssig. På den baggrund har Danske Bank afgivet en række tilsagn, der skal forhindre, at konkurrencen på markederne forringes. Tilsagnene reducerer Danske Banks indflydelse på infrastrukturen, sikrer mindre pengeinstitutter og deres kunder adgang til infrastrukturen til rimelige gebyrer og reducerer barriererne for nye filialer i konkurrerende pengeinstitutter. Samtidig forpligter Danske Bank sig til at fremme et konkurrencepræget og effektivt værdipapirmarked – til gavn for forbrugerne og virksomhederne. Konkurrencerådet godkendte fusionen med tilsagn. I årene efter skete der forskellige former for opfølgning herpå.