Transaktionen indebærer, at D9 (gennem datterselskabet D9 Wireless Opco 2 Limited) erhverver 48,02 pct. af stemmerettighederne i Arqiva Group Limited (”Arqiva”) fra Frequency Infrastructure Communications Assets Limited (”Frequency”). Inden fusionen havde Frequency og Macquarie Group (gennem datterselskabet MEIF II) fælleskontrol over Arqiva. Med transaktionen får D9 fælleskontrol over Arqiva sammen med Macquarie Group.
Arqiva er et selstændigt fungerende joint venture, der udbyder broadcast-, data-, netværk- og kommunikationstjenester i Storbritannien. Arqiva er ikke aktiv i Danmark. D9 er et børsnoteret selskab i Storbritannien, som har investeret i datacentre, undervandskabler og “fixed wireless access” infrastruktur projekter i Storbritannien, Irland og Island. D9 er aktiv i Danmark gennem Aqua Comms Designated Activity Company (”Aqua Comms”). Aqua Comms er en irsk operatør, som ejer og styrer to undersøiske kabelsystemer America Europe Connect-2 (AEC-2) og North Sea Connect (NSC). AEC-2 er et undersøisk kabelsystem, der forbinder New Jersey i USA med Danmark. NSC er ligeledes et undersøisk kabelsystem, der forbinder Newcastle i Storbritannien med Danmark. Aqua Comms har 3 danske datterselskaber. Macquarie Group er aktiv i Danmark via sit ejerskab og indirekte kontrol af TDC Gruppen. TDC Gruppen ejer bredbåndsinfrastruktur og har aktiviteter inden for bl.a. tv- og bredbåndsløsninger.
Da transaktionen ikke gav anledning til reservationer blev den godkendte efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7..