Danish Crown og Steff-Houlberg

Transaktionen omfattede en fusion mellem Danish Crown og Steff-Houlberg og var oprindeligt anmeldt til EU-kommissionen, idet parternes samlede omsætning (46 mia.kr.) overstiger EU-grænsen på 5 mia. euro eller ca. 37 mia. DKK. Erhvervsministeren havde dog anmodet om at få sagen henvist til behandling ved Konkurrencerådet, hvilket blev imødekommet i februar 2002. Konkurrencerådet identificerede problemer i næste alle omsætningsled grundet øget markedsmagt. For det første øges den i forsyningsleddet, idet Danish Crown kom til at sidde på 90 pct. af slagtningerne i Danmark. De svineavlere, der ønsker at levere til anden side, ville derved få færre valgmuligheder. Rådet så dog ikke risiko for, at slagterierne ville udnytte svineavlerne generelt, idet disse dels ejer slagterierne, dels vælger repræsentanter til selskabets ledende organer. For det andet opnåede slagterierne øget markedsmagt over for detailhandelen. Danish Crown ville sidde på ca. to tredjedele af salget til supermarkederne af fersk kød. I værste fald kunne prisen derved stige med op mod 10 pct., hvilket ville give slagterierne en forøget indtjening på flere hundrede mio. kr. om året. Markedsmagten skyldtes, at mange forbrugere foretrækker dansk svinekød. Importkvoten var derfor kun 1-2 pct. Hertil kom, at de nærmest liggende udenlandske slagterier, der kunne være et alternativ, ville være nødt til at opbygge egen distribution med kølebiler. Detailhandelen kunne derfor godt supplere leverancerne udefra, men kan i realiteten ikke klare sig uden slagterierne efter fusionen. Markedsmagten ville også øges i og over for forædlingsindustrien. Markedsmagten var dog mindre her end på markedet for fersk, dvs. frisk og ubehandlet, svinekød. De danske forbrugeres smagsløg er anderledes end i mange andre lande, men forskellen bliver mindre i takt med, at mange inspireres af fremmede køkkener. En del postejer, pateer, pålæg og pølser er imidlertid nationale specialiteter, der ikke afsættes i nævneværdig grad uden for landets grænser, og mange af udskæringerne til danske forbrugere er anderledes end i andre lande. Uden “tiltag” til at forbedre konkurrencen kunne prisen på kød til forædlingsindustrien stige med op til 5 pct. Ulempen for forbrugerne ved fusionen er således en risiko for højere svinekødspriser. En lige så vigtig ulempe er risikoen for, at der bliver mindre at vælge mellem på supermarkedernes hylder. Med fusionen bliver markedets pres på slagterierne for at produktudvikle mindre – hvad enten der er tale om nye grise, økologiske produkter, nye udskæringer eller forædlede produkter. Der vil også være risiko for, at slagterierne vælger at eksportere de bedste produkter og lade det danske marked nøjes med de næstbedste. Danish Crown afgav derfor nogle tilsagn, der faldt i fire grupper. For det første har Danish Crown indvilliget i at forbedre den enkelte leverandørs valgmuligheder og at beskytte mindretal blandt leverandørerne. Det sker ved bedre muligheder for såkaldte splitleverancer, så andelshaveren kan vælge at levere en del af sin produktion til konkurrerende slagterier. Den væsentligste nyskabelse er her, at svineavleren kan “samle sideproduktion sammen” over 8-ugers perioder og således fylde en lastbil med svin til en konkurrent. Slagterierne får endvidere aftagepligt over for alle danske landmænd – også ikke-andelshavere. Samtidig styrkes mindretalsbeskyttelsen i Danske Slagterier og i Svineafgiftsfonden. For det andet har Danish Crown accepteret at sælge et slagteri med kapacitet til at slagte 10.000 svin om ugen. Det svarer til 2,5 pct. af den danske svineproduktion eller til 13 pct. af supermarkedernes og de uafhængige forædlingsvirksomheders samlede behov for forsyninger. Det er dobbelt så stor kapacitet som EU fik Danish Crown til at sælge efter fusionen i 1999 med Vestjyske Slagterier. Konkurrencen i slagteleddet sikres også ved, at Danish Crown skal påtage sig at lønslagte for andre inden for en kvote på 1000 svin om ugen. Dertil kommer, at Danish Crown ikke mere, når virksomheden lukker slagterier, må forsyne dem med en ejendomsklausul, der hindrer købere i at drive slagteri. For det tredje sikres konkurrencen i forædlingsleddet. Forædlingsindustrien er i en periode på 10 år sikret forsyninger (op til 36.000 tons om året, hvilket er en betydelig del af industriens råvarebehov) til priser, der ikke må overstige de gennemsnitlige eksportpriser. Konkurrencen i forædlingsleddet sikres også ved, at Danish Crown forpligter sig til at sælge en forædlingsvirksomhed med en kapacitet svarende til 12.000 tons om året. For det fjerde sikres konkurrencen til detailhandelen – ud over af den afledte effekt af tilsagnene oven for – ved, at Danish Crown har forpligtet sig til at give konkurrenter adgang til sit distributionssystem. I 2005 blev det aftalte slagteri solgt til Jutland Meat, men da brænde ødelagde to af Danish Crowns andre slagterier, indgik Danish Crown og Jutland Meat i 2007 en midlertidig aftale om, at Danish Crown kunne anvende dele af det frasolgte slagteri. Orientering herom blev givet til Konkurrencerådet i november 2007.