Mødedato: 26-08-2015

Brødrene A & O Johansen A/S erhvervelse af Billig VVS ApS

Resumé

Fusionen omfatter AO’ erhvervelse af anparterne i Billig VVS og dermed indirekte følgende tre datterselskaber til Billig VVS: Billig VVS AS, VVSochBAD Sverige AB og Selskabet af 19/09-2014 A/S. AO er en handels- og vidensvirksomhed, der har et bredt teknisk varesortiment inden for Varme, Ventilation og Sanitet (VVS-artikler), Vand og Afløb (VA-artikler), Værktøj og logistikværktøj (VVT-artikler) samt el-teknik (EL-artikler). AO har over 20.000 kunder, som AO tilbyder et lagersortiment på ca. 60.000 varevarianter. AO’s kunder omfatter typisk VVS-installatører, entreprenører, el-installatører, forhandlere, murermestre/bygmestre, industrivirksomheder, vandværker/kommuner, bolig- og ejendomsselskaber og anlægsgartnere. Parterne har oplyst, at AO henvender sig primært til det professionelle marked (installatører mv) samt gør-det-selv-markedet, hvormed parterne mener markedet for salg til professionelle, som byggemarkeder, som sælger videre til private kunder. AO sælger ikke til private kunder. AO’s hovedvirksomhed er at drive grossistvirksomhed inden for disse markeder. AO har primært aktiviteter i Danmark, Sverige og Estland. Billig VVS er en dansk baseret virksomhed, som primært sælger VVS/VA-artikler til private kunder, herunder materialer til badeværelser, varmesystemer, køkkener, afløb og kloak, rør og fittings, ventilation, tagrender mv. Billig VVS sælger kun i ubetydeligt omfang VVT- og EL-artikler til private kunder. Billig VVS sælger desuden kun i ubetydeligt omfang VVS/VA-, VVT- og EL-artikler til professionelle kunder. Alt salg foregår online gennem fire webshops: billigvvs.dk, lavprisvvs.dk, vvsochbad.se og billigvvs.no. Billig VVS har aktiviteter i Danmark, Sverige og Norge. KFST identificerede fem relevante markeder, omfattende 1) markedet for salg af VVS/VA-artikler til professionelle kunder, 2) markedet for salg af VVT-artikler til professionelle kunder, 3) markedet for salg af EL-artikler til professionelle kunder, 4) markedet for salg til gør-det-selv-markedet og 5) markedet for detailsalg til gør-til-selv-markedet. Fusionen gav herefter anledning til overvejelser om horisontale virkninger på a) markedet for salg af VVS/VA-artikler til professionelle kunder og b) markedet for salg af VVT-artikler til professionelle kunder. På ingen af disse markeder fandt KFST dog reelle problemer. Fusionen gav også anledning til overvejelser om de vertikale virkninger på a) markedet for engrossalg af byggematerialer til professionelle og b) markedet for detailsalg af byggematerialer til private. Efter en analyse af risikoen for kunde eller input-foreclosure kunne det dog konkluderes, at der ikke var risiko herfor. KFST godkendte herefter fusionen, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 1 og 2.

Myndigheder

Styrelsen

Regler

Fusion

Udfald

Godkendt

Opfølgninger

Nej

Litra

§ 12 c, stk. 1 og 2

Skadesteorier

Ingen

Brancher

VVS

Samhandeler

Ikke relevant