Mødedato: 28-01-2004

Betonelementforeningens medlemsstatistik

Resumé

Konkurrencestyrelsen har vurderet en kvartalsstatistik, som Betonelement-Foreningen udsender til medlemmerne. Styrelsen har fremsendt udkast til afgørelse til foreningen, hvoraf det fremgik, at medlemsstatistikken blev vurderet til at være i strid med konkurrencelovens § 6, og der ville ikke kunne gives fritagelse efter lovens § 8, stk. 1, subsidiært erklæring om ikke-indgreb efter konkurrencelovens § 9. Den eksisterende statistik, som foreningen udsender til medlemsvirksomhederne hvert kvartal, omfatter for en række produktkategorier oplysninger om samlet omsætning mål i volumen og i værdi, omsætning pr. enhed samt en prognose over omsætningen de næstfølgende to kvartaler. Statistikken er opdelt geografisk i Danmark øst og vest for Storebælt samt totaltal for hele landet. Specielt tallene for Østdanmark, bygger på observationer fra yderst få virksomheder. Styrelsen fandt, at det indebar en stor risiko for, at medlemsvirksomhederne øst for Storebælt fik mulighed for at indhente oplysninger om nære konkurrenters markedsandele, omsætning og salgspriser. Udveksling af sådanne informationer kunne medføre en ændring af virksomhedernes adfærd og virke neutraliserende på konkurrencen. Foreningen har nu oplyst, at den med virkning fra 1. kvartal 2004 vil ophøre med at opdele de statistikker som udsendes til medlemmerne i Øst- og Vestdanmark. Statistikkerne vil herefter alene indeholde totaltal, der omfatter alle medlemsvirksomheder i hele landet. Styrelsen har vurderet, at såfremt medlemsstatistikken fremover indskrænkes til kun at omfatte totaltal for hele landet, vil foreningens statistik ikke være i strid med konkurrencelovens § 6.

Myndigheder

Rådet

Regler

kl. § 6

Udfald

Problem

Opfølgninger

Nej

Litra

§6

Brancher

Beton

Samhandeler

Ikke angivet