Ved transaktionen overtager Warehouse Hotel driften af Admiral Hotel og derved de driftsmæssige aktiviteter, inklusive kunder, personale, varelager mv., der er tilknyttet hotellet. Transaktionen omfatter ikke de ejendomme, som indgår i driften af Admiral Hotel før transaktionens gennemførsel, og som Admiral Hotel fortsat vil blive drevet fra. Disse ejendomme vil efter transaktionen fortsat være ejet af CAH II A/S eller tredjemand. Warehouse Hotel overtager driften af Admiral Hotel de næste 20 år, hvorefter Warehouse Hotel er berettiget til at forlænge lejeperioden to gange fem år. Dette giver Warehouse Hotel ret til at kontrollere den med Admiral Hotel forbundne virksomhed i en periode, der er tilstrækkelig lang til at resultere i en strukturel ændring i markedet. Transaktionen indebærer dermed et kontrolskifte og en fusion jf. konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 2. Warehouse Hotel indgår i Strawberry-koncernen, som er ultimativt ejet af Petter Anker Stordalen og hans børn. Strawberry-koncernen driver hoteller med tilknyttede aktiviteter, herunder bl.a. restauration og kursus- og konferencefaciliteter, i Danmark, Norge, Sverige, Finland og de baltiske lande samlet under Nordic Choice Hospitality Group AS. I Danmark driver Strawberry-koncernen fire hoteller: Villa Copenhagen,
Comfort Hotel Vesterbro, Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Copenhagen Airport. I Danmark råder Strawberry-koncernen samlet over 1.777 hotelværelser, der er beliggende i henholdsvis København og
Kastrup. CAH II A/S ejer og driver Admiral Hotel med tilknyttet restauration og kursus- og konferencefaciliteter. Hotellet råder over 366 værelser. CAH II A/S forbliver ejer af selve hotelejendommen, der som led i transaktionen udlejes til Warehouse Hotel. KFST godkendte fusionen efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.