Sagen vedrører Wolts aftalevilkår over for restauranter på det danske marked for måltidsbestillingsplatforme med levering. Wolt trådte ind på det danske marked i 2017 og driver en flersidig platform, der forbinder restauranter og forbrugere og samtidig tilbyder levering. Det sidste via selvstændige bude, der ikke er ansat af Wolt. Sagen vedrører perioden fra 1. januar 2022 til 31. december 2024.

På baggrund af interviews med konkurrenter og spørgeskemaundersøgelser, herunder over 5.300 besvarelser fra restauranter og næsten 3.000 forbrugere, afgrænsede Konkurrencerådet det relevante marked til markedet for måltidsbestillingsplatforme med levering i Danmark (pkt. 248-406 og 407-468). Det sidste, da markedsforholdene generelt var homogene på tværs af Danmark. Platforme uden levering og restauranternes egne salgskanaler indgik ikke heri. Dette fremstår umiddelbart korrekt, men begge burde være indgået i spørgsmålet om out-of-market restraints, jf. nedenfor.

Rådet fandt, at Wolts markedsandel steg fra [50-60] pct. i 2022 til [70-80] pct. i 2024. Samtidig mistede Just Eat, der hidtil havde været markedsleder, markedsandele og forlod det danske marked i 2026. Det samme gjorde konkurrenterne Foodora og Dream Delivery i 2024/2025. Desuden fandt Rådet, at der var betydelige netværkseffekter, og skalafordele, der gjorde det vanskeligt for nye og mindre platforme at etablere sig eller udvide.

Rådet konkluderede derfor, at Wolt i hvert fald i 2022-2024 havde en dominerende stilling (pkt. 125-149 samt 483-643). Markedet var desuden med høj sandsynlighed ved at "tippe" i retning af Wolt, eller allerede tippet, hvilket yderligere forstærkede risikoen for konkurrenceskade. Implicit i dominanskonklusionen inddrog Rådet ikke, at Uber Eats i 2026 trådte ind på markedet eller mere generelt out-of-market restraints, fx restaurationernes direkte salg. Det har ellers spillet en vis rolle i EU-sager som sag M.11936 – Naspers/Just Eat Takeaway, og jf. nedenfor fik direkte salg betydning for misbrugsvurderingen. På grund af den nationale markedsafgræsning tog Rådet heller ikke hensyn til eventuelle lokale variationer i konkurrencen.



I forhold til misbrug identificerede Konkurrencerådet tre misbrug, herunder et ekskluderende og to udnyttende. Rådet antog, at det var selvstændige misbrug, men det havde formentlig været mere korrekt at se det som noget, der virkede i samspil. Navnlig fremstår det ekskluderende misbrug mere som en forudsætning for det udnyttende end som et selvstændigt misbrug.



Det første misbrug vedrørte Wolts snævre prisparitetsklausuler, der forbød restauranterne at sætte en lavere pris på deres egne salgskanaler end den pris, de anvendte hos Wolt. Ifølge Konkurrencerådet (pkt. 695-801 og 802-879) gjorde klausulerne det sværere for nye eller mindre platforme at konkurrere, fordi de ikke kunne tilbyde fx lavere kommissioner. Denne effekt opstod, fordi en restauration, på grund af kommissionerne til Wolt, havde en stærk interesse i at beskytte sine egne salgskanaler, fx salg direkte i butikken, og derfor ikke ville sætte prisen for dette højere end hos Wolt. Ifølge svar fra Styrelsens markedsundersøgelser stod egne kanaler for ca. halvdelen af restauranternes samlede salg (take-away og ikke-take-away) (pkt. 742), om end Rådet tilkendegav, at der måtte tages forbehold for, at tallene var usikre (pkt. 746), ligesom det alene var 182 ud af 480 restauranter, der havde afgivet oplysninger, som levede op til Styrelsens egne kriterier (pkt. 744). Trods dette fandt Rådet, at restauranterne havde et meget betydeligt direkte salg via egne salgskanaler (pkt. 747), men dette blev ikke inddraget i markedsafgrænsningen, eller dominansanalysen som en out-of-market restraint, jf. ovenfor.



Det var i øvrigt tilstrækkeligt, at en adfærd havde en potentiel konkurrencebegrænsende effekt, da ekskluderende misbrug ikke forudsatte en egentlig afskærmning (pkt. 802-855). Klausulerne var heller ikke "competition on the merits" eller i øvrigt objektivt begrundede (pkt. 856-878). Rådet anerkendte et muligt "free-riding"-problem, hvor forbrugere bruger Wolt til at finde restauranter og derefter køber billigere direkte hos restauranterne. Dog ikke i den konkrete sag, da Wolt, modsat restaurationerne, også leverer en leveringstjeneste.



Det andet misbrug bestod i en kombination af den snævre prisparitetsklausul og Wolts vilkår om kampagnerabatter (pkt. 913-970). Wolt kunne efter vilkårene ensidigt gennemføre kampagner og sætte priserne på restauranternes produkter ned uden restauranternes forudgående samtykke. Samtidig forhindrede prisparitetsklausulen restauranterne i at tilbyde en endnu lavere pris via deres egne salgskanaler. Dette skabte ifølge Rådet desuden en asymmetri, hvor Wolt kunne bruge prisnedsættelser til at flytte kundetrafik fra restauranternes egne kanaler til Wolt, mens restauranterne ikke havde mulighed for at reagere tilsvarende ved at tilbyde lavere priser via egne kanaler.

Rådet fandt, at dette udgjorde et misbrug ved at påtvinge urimelige forretningsbetingelser. Styrelsen anvendte navnlig tre kriterier, som omfattede, at vilkårene blev a) påtvunget gennem Wolts standardvilkår, b) var ugunstige og skadelige for restauranterne samt c) ikke var nødvendige eller proportionale for at varetage Wolts legitime interesser.



Det tredje misbrug vedrørte et vilkår (pkt. 971-1018), hvorefter Wolt kunne yde godtgørelser til forbrugere på restauranternes vegne og for restauranternes regning på op til 400 kr. pr. ordre uden forudgående samtykke. Rådet fandt tre problemer, omfattende: a) Wolt havde en diskretionær kompetence til selv at afgøre, hvornår der skulle gives godtgørelse, b) restauranterne bar en økonomisk risiko uden faste og aftalte rammer samt c) den snævre prisparitetsklausul forhindrede restauranterne i at kompensere for risikoen ved alene at hæve prisen på Wolt. Også dette var hverken nødvendigt, proportionalt eller objektivt begrundet.