Wingmen Solution A/S og Trifork A/S overtager Trifork Security A/S som et selvstændigt fungerende joint venture
Transaktionen indebærer, at Wingmen erhverver 51 % af ejerandelene i Trifork Security A/S (”Trifork Security”). Samtidigt har Wingmen og Trifork indgået en aktionæroverenskomst angående deres indbyrdes rettigheder over Trifork Security, hvorefter Wingmen og Trifork opnår fælleskontrol over Trifork Security. Transaktionen udgør oprettelsen af et selvstændigt fungerende joint venture (”JV-selskabet”), jf. konkurrencelovens jf. §12 a, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2.
Wingmen er en systemintegrator inden for netværk, sikkerhed, datacenter, collaboration og services. Wingmen er ejet af Springboard Network B.V., som er en del af kapitalfonden Quadrum Capital's portefølje.
Trifork er et IT-firma, der beskæftiger sig med udvikling af softwareprodukter samt salg af konsulentbistand til optimering og udvikling af eksisterende applikationer - både egne og andres softwareprodukter.
Trifork Security er, før transaktionen, kontrolleret af Trifork. Trifork Security er en it-sikkerhedsvirksomhed med aktiviteter inden for log management, cybersikkerhed og observability. Trifork Security er partner med en række IT-virksomheder, der udvikler software, såsom Splunk (en del af Cisco) og CrowdStrike.
Da transaktionen ikke gav anledning til reservationer blev den godkendte efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.