Netcompany Groups erhvervelse af SDC – Forenklet anmeldelse
Transaktionen omfatter, at selskabet Netcompany Banking Service A/S (herefter “Netcompany BS”) opnår enekontrol over SDC. Netcompany BS er ultimativt kontrolleret af Netcompany. Netcompany BS er oprettet i forbindelse med erhvervelsen af SDC.
Netcompany er aktiv inden for IT-løsninger i en række lande, herunder i Danmark. Netcompany tilbyder specialudviklede IT-løsninger baseret på kundernes individuelle behov og krav. Kundegruppen er typisk større kunder i den offentlige og private sektor, herunder i begrænset omfang banker og finansielle institutioner.
SDC er aktiv inden for totale IT-løsninger (herunder kernesystem, mobilog netbank, rådgivningsværktøjer, it-arbejdspladser, data-warehouse, rapportering og risikostyring) til banker og finansielle institutioner i bl.a. Danmark. SDC fungerer som et full-service IT-center for små og mellemstore finansielle institutioner i Norden med et særligt fokus på udvikling, vedligeholdelse, drift og fælles indkøb af IT-løsninger til den finansielle sektor.
Da transaktionen ikke gav anledning til reservationer blev den godkendte efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.