Meddelelse om ikke-indgrebserklæring - patienttelefonisystemer
Konkurrencestyrelsen fandt i medfør af konkurrencelovens § 9, at Telias aftale med Sønderjyllands Amt om opstilling og drift af patienttelefonisystemer, ikke faldt ind under forbuddet i konkurrencelovens § 6, stk. 1. Konkurrencestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at aftalen i udgangspunktet var rent kommerciel, og at det eneste aftalevilkår, der kunne påkalde sig konkurrenceretlig interesse, er løbetiden, set i sammenhæng med eventuelle konkurrerende leverandørers manglende mulighed for i aftale-perioden at levere lignende patienttelefonisystemer. Ligeledes blev det lagt til grund, at aftalen ikke normerede eller fastlåste konkurrencen på det øvrige marked eller på anden måde begrænser potentielle konkurrenters muligheder på markedet samt at sygehusene på nærmere betingelser har mulighed for at udtræde af kon-traktsforholdet mod en godtgørelse.