Mødedato:

LandbrugsMedierne P/S vs. KFST

Konkurrenceankenævnet afviste den 27. august 2026 at indrømme LandbrugsMediernes aktindsigt i materiale vedrørende den nu tilbagetrukne fusion mellem Arla Foods amba og Them Andelsmejeri A.m.b.a.

LandbrugsMedierne havde anmodet om aktindsigt i bl.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens skrivelser om betænkeligheder ved fusionen samt fusionsplaner indsendt af Arla og Them. Styrelsen afslog aktindsigt efter både forvaltningsloven, offentlighedsloven og princippet om meroffentlighed.

Forvaltningsloven: Styrelsen fandt, at LandbrugsMedierne ikke var part i fusionssagen. På konkurrencelovens område gælder et snævert partsbegreb, som som udgangspunkt alene omfatter afgørelsens adressat. LandbrugsMedierne havde hverken været adressat eller haft en sådan væsentlig, direkte og individuel interesse i sagen, at virksomheden kunne anses for at være part. Der var derfor ikke adgang til partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

Offentlighedsloven: Jf. konkurrencelovens § 13, stk. 1. pkt. finder offentlighedsloven ikke anvendelse på sager og undersøgelser efter konkurrenceloven. Der er dog en begrænset adgang til egenacces for virksomheder jf. § 8 i sager, hvor der træffes eller skal træffes afgørelse efter konkurrenceloven. Da sagen ikke indeholdt oplysninger om LandbrugsMedierne, kunne denne undtagelse heller ikke anvendes.

Meroffentlighed: LandbrugsMedierne gjorde gældende, at sagen havde betydelig offentlig interesse, at aktindsigten blev søgt som led i journalistisk dækning, og at fusionen var trukket tilbage, således at sagen ikke længere var verserende. LandbrugsMedierne argumenterede desuden for, at styrelsen burde foretage en mere dokumentnær vurdering og undersøge mulighederne for delvis aktindsigt, anonymisering eller overstregning af fortrolige oplysninger. Styrelsen fastholdt afslaget. Den lagde navnlig vægt på hensynet til fusionsparterne, som havde indleveret en række oplysninger, herunder fortrolige oplysninger. Disse hensyn blev anset for at veje tungere end LandbrugsMediernes journalistiske interesse. Styrelsen fremhævede samtidig, at relevante faktuelle oplysninger om fusionen allerede var offentligt tilgængelige.

Ankenævnet tiltrådte styrelsens vurderinger og afviste aktindsigt. I forbindelse med spørgsmålet om meroffentlighed fremhævede ankenævnet, at det alene skulle foretage en samlet og overordnet vurdering af, om der bør gives aktindsigt i materialet.

Myndighed:
Ankenævn
Regel:
Fusion
Udfald:
afvist
Afgørelser:
kl-2-2026-landbrugsmedierne-ps-kendelse-af-27-august-2026