Kontrolbesøg i branchen for opladning af elbiler
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har indhentet materiale til brug for en sag om mulig overtrædelse af konkurrencereglerne. Det er sket ved kontrolbesøg i branchen for opladning af elbiler.
Det indhentede materiale vil nu blive gennemgået med henblik på at finde beviser for, om konkurrencereglerne er overtrådt.
Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført et kontrolbesøg hos en eller flere virksomheder, så er det ikke udtryk for, at der er sket en overtrædelse af konkurrenceloven. Formålet med kontrolundersøgelsen er at indhente beviser med henblik på at få be- eller afkræftet, om der er sket en overtrædelse af konkurrencereglerne.
Styrelsen har 40 arbejdsdage til at gennemgå materialet fra et kontrolbesøg. Hvis det vurderes, at det indsamlede materiale bekræfter, at konkurrenceloven kan være overtrådt, vil styrelsen arbejde videre med sagen med henblik på at forelægge den for Konkurrencerådet.
Hvis sagen fører til, at Konkurrencerådet træffer en afgørelse om overtrædelse af konkurrencereglerne, vil navne på virksomheder og yderligere information om overtrædelsens karakter blive offentliggjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.