Mødedato:

Hugo Boss betaler 12 millioner kroner for at overtræde konkurrenceloven

Hugo Boss har accepteret at betale 12 millioner kroner for at have overtrådt konkurrenceloven ved at udveksle oplysninger om blandt andet priser med to konkurrenter, som forhandlede Hugo Boss-produkter. Endvidere har to ledende medarbejdere hver betalt 120.000 kroner i bøde for at medvirke til overtrædelsen.

Hugo Boss har ulovligt udvekslet information med forhandlerne Kaufmann og Ginsborg om priser, rabatter og/eller mængder ved udsalg. Hugo Boss leverer varer til de to forhandlere, men er samtidig konkurrent til disse med egne butikker. Hugo Boss og Kaufmann har ulovligt udvekslet informationer fra januar 2014 til november 2017, mens Hugo Boss og Ginsborg ulovligt har udvekslet informationer i perioden december 2014 til april 2018. I 2020 afgjorde Konkurrencerådet, at forhandlerne havde overtrådt konkurrenceloven. Siden har både Konkurrenceankenævnet og Sø- og Handelsretten stadfæstet, at informationsudvekslingen var ulovlig.

Ved fastsættelsen af bøderne er der lagt vægt på, at der er tale om en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, overtrædelsens varighed og særligt selskabets koncernomsætning. Som en formildende omstændighed er der lagt vægt på, at Hugo Boss Nordic har accepteret at vedtage en bøde. Kaufmann har tidligere betalt en bøde på 6 millioner kroner i samme sagskompleks.

Sagen er fra før ændringen af konkurrenceloven i 2021, hvor bøder til virksomheder overgik til at være civile. Det er derfor National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har stået for behandlingen af bødesagerne mod både Hugo Boss og de ledende medarbejdere.

Afgørelser:
Hugo Boss betaler 12 millioner kroner for at overtræde konkurrenceloven
Hugo-boss-og-ledende-medarbejdere-boeder