Den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet flytter til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Den 1. oktober 2025 overtager Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen enheden, der står for den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet, og som hidtil har ligget i Erhvervsstyrelsen. Flytningen er en følge af en ressortomlægning i Erhvervsministeriet.
Enheden er politisk uafhængig og arbejder for at opretholde en sund konkurrencesituation på telemarkedet, til gavn for både virksomheder og forbrugere.
Den sektorspecifikke konkurrenceregulering spiller sammen med den almindelige konkurrenceret en central rolle i reguleringen af det danske telemarked. Den bidrager til at skabe et velfungerende marked, hvor teleselskaber konkurrerer på lige vilkår, og hvor forbrugerne har adgang til stabile og prisvenlige løsninger.
For at opnå dette foretager enheden løbende markedsundersøgelser, træffer afgørelser om markedsregulering, herunder prislofter, samt overvåger konkurrencen løbende. Arbejdet er vigtigt, da der er tale om en branche med høje etableringsomkostninger og konkurrenceudfordringer til følge.
Informationen om tilsynet med teleområdet vil snarest muligt blive flyttet fra Erhvervsstyrelsens hjemmeside til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside. Indtil da finder du informationen her