Axcels erhvervelse af enekontrol med A/S Brødrene Eegholm Sønderborg, Automatic Syd A/S og Tic Elkas A/S
Ved transaktionen overtager Axcel VII K/S, via AX VII INV1 Holding ApS, 100 pct. af ejerandelene i henholdsvis NY EEGHOLM HOLDING A/S og Tango Nyt Holdingselskab ApS og opnår dermed enekontrol over disse. Fusionen mellem AX VII INV1 Holding ApS og henholdsvis NY EEGHOLM HOLDING A/S og Tango Nyt Holdingselskab ApS gennemføres ved to aktieoverdragelser. De to overdragelsesaftaler er gensidigt betingede af hinanden og behandles derfor som én samlet fusion. A
X VII INV1 Holding ApS er ejet af fonden Axcel VII K/S, som er kontrolleret og administreret af Axcel Management A/S (”Axcel”). Axcel er en kapitalfond, der primært foretager investeringer i nordiske mellemstore virksomheder inden for fire segmenter: industri, teknologi, forbrugsvarer og sundhedssektoren. Axcel rådgiver og forvalter pt. fire aktive fonde, som i dag har ejerandele i 20 porteføljeselskaber, herunder Init Group ApS. Init Group ApS er aktiv med salg af automations- og kontrolsystemer og leverer bl.a. PLC-, SCADA- og MES-løsninger samt ERP-løsninger. Init Group ApS leverer derudover eltavler som en del af et samlet automationsprojekt. NY EEGHOLM HOLDING A/S ejer bl.a. selskaberne A/S Brødrene Eegholm Sønderborg og Automatic Syd A/S (samlet ”Eegholm”). Eegholm er specialiseret inden for produktion og salg af eltavler til industrien i form af både styretavler til maskiner og almindelige effekttavler samt salg af elkomponenter. Eegholm beskæftiger sig også med automationsløsninger inden for PLC-systemer. Tango Nyt Holdingselskab ApS ejer selskabet Tic Elkas A/S (”Tic Elkas”). Tic Elkas er en eltavleproducent, som leverer eltavler til bl.a. store proces- og maskinanlæg med dertilhørende elteknisk ingeniør-, installations- og servicearbejde. Tic Elkas leverer også automationsløsninger inden for PLC programmering. Herudover leverer Tic Elkas strømforsyningsløsninger, herunder såkaldte UPS-systemer til bl.a. infrastruktur.
Da transaktionen ikke gav anledning til reservationer blev den godkendte efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.